Det her indlæg, var jeg meget i tvivl om jeg skulle skrive eller ej. Det er et indlæg, som kommer helt tæt på og fortæller i bund og grund hvordan jeg har det i skrivende stund – ærlighed og åbenhed. Javist, nogle vil nok skippe indlægget og det skal I da være velkomne til. Det her er min blog og jeg vil gerne forklare hvordan min situation er lige her og nu. Ikke alt er lyserøde roser og solskin, dog tvivler jeg på at folk egentlig ved hvordan jeg har det bag facaden. Mange af mine indlæg har været “fyld-indlæg”, da jeg ærligt talt ikke har energien til at skrive noget langt.

Hvis du følger mig på Twitter, ja så ved du nok hvordan jeg har det, men hvis ikke får du chancen nu.

Jeg skal trappes ud af Cymbalta og det er ikke en dans på roser. Det er et af de værste præparater at skulle trappe ud af. Jeg gik fra 120 mg til 90 mg og i starten var jeg plaget af svimmelhed, kvalme og så var jeg ør i hovedet. Efter en uges tid gik det over til tågesyn, mindre svimmelhed, influenza lignende symptomer og mine smerter i anklen tog til. Jeg fik i sidste uge hevet fat i min psykiater og fik en “akut” tid til torsdag i denne uge. Jeg fik slæbt mig selv af sted til indslusningsgruppen onsdag, for så at tage ind på Riget igen dagen efter.

Jeg lagde kortene på bordet overfor min psyk., da hun spurgte hvordan det gik. Det går ad helvedes til! Jeg er konstant træt, jeg har mistet lysten til at gøre ting, mistet appetitten, ja faktisk har jeg mistet lysten til at leve. Nu vil du sikkert tænke, jamen døden er jo ikke løsningen og nej det ved jeg sandelig godt, at den ikke er. Døden for mig er en fantasi om at få fred. Fred for smerter, både psykisk og fysisk, fred fra myldrende tanker, fred fra alt det, som plager mig. Livet kan gøre så ufatteligt ondt. Det at eksistere kan blive en kamp. Tænk dig at du er udmattet efter at have spist morgenmad, lyder det sjovt? Nej vel? Men ikke desto mindre er det sådan min hverdag er. Min mor sørger for at lave mad til mig, hun servere den for mig og ellers gør min far. Jeg får knapt nok slæbt mig hen til spisebordet før jeg ikke har nogle kræfter. Jeg er træt, træt af livet. Hvad er det for et liv, for en på 24? Konstante smerter, mistet livslyst? Svaret er enkelt, det er ikke noget liv. Det er en tom skal, en tomhed, som er svær at finde igen uden hjælp.

Min psykiater, blev virkelig bekymret, da jeg indrømmede alt dette. Da jeg fortalte hende om mine fantasier om døden, om selvmord. Jeg har planen, jeg ved hvad jeg ville gøre, hvor, osv., men der er noget, som holder mig tilbage – mine forældre. Min psykiater ville indlægge mig. Ville skærme mig for omverdenen, ville give mig den tid og ro jeg allermest har brug for. Jeg nægtede dog. Hvad skulle jeg dog lave på sådan en afdeling? Så tosset er jeg da heller ikke.. Eller er jeg?

Hun kaldte overlægen ind, som også snakkede om indlæggelse. De mente begge, at det var det jeg havde brug for. brug for at blive passet på, så jeg kunne passe på mig selv. Jeg nægtede igen. Min stolthed vil simpelthen ikke tillade mig at takke ja til tilbuddet. Andre har da mere brug for den hjælp, right? Eller har jeg netop ikke brug for den hjælp, når nu jeg fantasere om døden? Set udefra er den jo helt galt, men for mig er det jo bare “normalt”.

De var begge enige om, at hvis jeg ikke ville indlægges, så måtte jeg love højt og helligt, at jeg ville søge hjælp hvis jeg virkelig var ved at begå selvmord. jeg skulle være ærlig overfor mine forældre. Jeg skulle fortælle dem mine tanker og at de skulle passe på mig. Min psykiater er ung og overlægen fortalte mig, at de, som mennesker ikke ville kunne bærer at have vurderet forkert. De blev også enige om, at jeg skal blive på 90 mg Cymbalta, for nu, da selvmordstankerne kan skyldes ophørssymptomerne.

Jeg fik nogle benzodiazepiner (oxazepam 15 mg), som skulle kunne hjælpe med angsten og søvnen. Ja de virker fremragende til angsten, men søvn får jeg ikke meget af. Jeg vender og drejer mig og jeg tror på, at den manglende søvn er med til at drive mig ud på selvmordets rand. Jeg er ved at blive sindssyg! Det er intet under, at mangel på søvn bliver brugt, som tortur.

Jeg har en ny tid hos min psyk., på torsdag, men jeg kan ringe til hende på mandag og må ærligt indrømme, at det gør jeg nok. Kan ikke holde til det mere og de piller hjælper overhovedet ikke. Men nu må vi se om jeg får en bedre søvn i nat. Måske det kan hjælpe på det hele.

translate-button

Det her er vel mere en status for hvordan det går. Hvordan jeg tackler det med en ny diagnose, ny medicin, osv.

Jeg startede op på lamotrigin i slut februar og her d. 21 marts skal jeg øge dosis til 100mg. Jeg er pt. på 50mg og har ikke mærket nær så mange bivirkninger, som da jeg gik fra 0-25mg. De første 2 uger på lamotrigin var frygtelige og havde allermest lyst til at droppe medicinen, men jeg holdt ved og det er nu blevet MEGET bedre. Jeg har mere energi, er mere social, snakker mere og mit tankemylder er slet ikke så slemt, som det ellers plejer at være. Jeg er blevet løftet fra middelsvær depression op til normal/mild depression og det er sådan en lettelse.

I onsdags var jeg på Rigshospitalet igen. Der går jeg hver uge i en indslusningsgruppe og hver 3.-4. uge er jeg også til samtale hos min psykiater. Min samtale med min psyk. gik super godt og hun kunne mærke en markant bedring i mit humør og sindsstemning, ergo beslutningen om at fortsætte med lamotrigin og øge dosis. Vi besluttede os også for, at jeg skal til at trappe ud af Cymbalta. Det begyndte jeg så på i torsdags og lørdag ramte “ophørssymptomerne”. Jeg blev svimmel, ør i hovedet og fik kvalme. Det har plaget mig lige siden og skulle egentlig have været til koncert i aften :/

Jeg er gået fra 120mg til 90mg og planen er, at om 2 uger skal jeg ned på 60mg. Hvis det går nogenlunde smertefrit, fortsætter vi sådan indtil jeg er helt ud af medicinen. Men hvis jeg får for mange symptomer, kan vi lette udtrapningen ved at skifte til et andet præparat, som jeg så kan trappe langsommere ud af.

Hvad angår tacklingen af min nye diagnose, så synes jeg, at jeg klare det fint. Jeg er forholdsvis åben omkring det og min nærmeste familie er så småt begyndt at forstå, at jeg er psykisk syg. Min mormor og morfar er endda i gang med at læse bogen “Et spind af sorte tanker.”, da de gerne vil prøve at forstå depression og bipolar affektiv lidelse (BAL). Det er faktisk første gang at de rigtigt har taget mit sygdom “alvorligt” og prøver at sætte sig ind i, at det ikke bare er et spørgsmål om at tage sig sammen.

Der er selvfølgelig lang vej endnu, men er da kommet et skridt nærmere remission og et skridt nærmere forståelse overfor min sygdom :)

translate-button

 books-bipolar

An Unquiet Mind ~ A memoir of moods and madness // The Bipolar Disorder Survival Guide

etspind

“…Ubehandlede depressioner er nemlig for hjernen, hvad virus er for en computer.”

Dette er en del af forordene, skrevet af forfatteren selv. De beskriver utrolig godt, hvad en depression gør ved hjernen. Allerede ved forordene var jeg solgt. Per Straarup Søndergaard formår at belyse de kommende emner ufatteligt godt og fanger læseren.

Givet, det her er ikke en “hygge” bog, men den giver en bred indsigt i livet hos unge med depression eller bipolar affektiv sindslidelse. Interviewene er blandet mellem de unge selv + deres pårørende og fagfolk, som om nogen ved hvad de taler om.

Bogen er også fyldt med fakta og links til hjælp, m.m.

Denne bog er nødvendigvis ikke kun til folk, der selv har haft/har psykisk sygdom inde på livet, men også for folk, som finder emnet interessant og gerne vil sætte sig ind i hvor invaliderende en depression/psykisk sygdom egentlig kan være.

Er du interesseret i bogen kan den fåes på saxo.com, både som e-bog og fysisk udgave

Nu har jeg fået min “endelige” diagnose. Jeg lider af Bipolar Affektiv Sindslidelse og er kategoriseret i gruppe II, dvs. at jeg bl.a. har hypomani og en del flere depressive perioder.

Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning.

Sygdommen rammer ca. 2-3 procent af befolkningen og optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd.

Selv om symptomerne og sværhedsgrad varierer, er bipolar affektiv lidelse som regel forbundet med alvorlige sociale, arbejdsmæssige, økonomiske og/eller personlige konsekvenser, herunder en selvmordsrisiko på 10-15 procent. Det er vigtigt, at sygdommen bliver erkendt og behandlet så tidligt som muligt, idet der ellers er risiko for forværring af tilstanden med hyppigere og sværere episoder.

Min læge inde på Kompetencecenter for Affektive Lidelser (KBH) var ikke i tvivl, men jeg blev alligevel taget op på konference og der var alle enige om at jeg er Bipolar II. Det er en ufattelig lettelse at vide, at jeg ikke var tosset, da jeg selv mente at min diagnose om gentagne depressioner ikke var rigtig. Det er også en lettelse at vide at der er hjælp at hente og, at jeg ikke skal finde mig i at have det dårligt. Nu kan jeg endelig får den rette hjælp og den rette medicin, som forhåbentlig kan få mig på rette køl, så jeg kan få mit liv tilbage.

Jeg er i dag startet på lamictal (antiepileptikum) og forhåbentlig virker det, for ellers så skal jeg på lithium og det er jeg ikke frygtelig begejstret for, hvis jeg skal være ærlig. Jeg skal også til at deltage i en “indslusningsgruppe” hver onsdag og når deltaljerne er på plads skal jeg også i en gruppe omkring sundere livsstil. Det bliver dejligt at få noget mere struktur ind i mit liv og forhåbentlig kan det også rette lidt op på mit liv.

Hvis du er interesseret i at vide mere om Bipolar Affektiv Sindslidelse og Bipolar II, så tjek de her links: #1 & #2

translate-button