1. Jeg fik farvet hår i denne måned og jeg er simpelthen så glad for det. Det er kun farvet lilla denne gang, men det ser ud, som om det er flere nuancer af lilla. Kommer nok til at vise billeder af det, når jeg kan få det rette lys, så farverne vises korrekt.
2. Grundet covid-19 er alle events, jeg havde billet til, blevet flyttet/aflyst og det er selvfølgelig forståeligt, men det er surt når et par af dem ikke er blevet ombooket, men decideret aflyst. Det gik udover koncerten med 5sos og Adam Lambert. De to koncerter er ikke blevet flyttet, så dem kommer jeg så ikke til at se. Det slog mig helt ud, da jeg jo havde forventet de også ville blevet ombooket.
3. Jeg tager jo CBD dråber og sammen med akupunktur ser det ud til at virke. Jeg får i hvert fald færre af de rigtig slemme smerter/kramper i ryggen.
4. Det går faktisk rigtig godt med min bullet journal. Jeg har kunnet følge med rent og har kun måtte skippe en måned, maj, hvor jeg ingen energi havde.
5. Jeg har købt mig en ny bærbar, da min gamle synger på sidste vers. Jeg sparede 2000 kr og det gjorde altså en virkelig stor forskel. Den har de specifikationer jeg har brug for og så til en pris jeg havde råd til. Ulempen er dog, at den ingen kortlæser eller optisk drev har, så det skal købes ved siden af.
6. Jeg har fået fikset mine tænder og i går hentede jeg en bidskinne, som forhåbentlig kan hjælpe med mine kæbe problemer. Den er stram at sætte fast og temmelig ubehagelig at have på, men det skulle gerne gå over inden mandag.
7. Min mormor fylder 90 i næste måned og derfor har jeg været i gang med at forberede en moussekage efter hendes ønsker. Så den indeholder en blondie-bund, hindbærmousse og ovenpå de to ting har jeg støbt en citronmousse. Dertil kommer en glaze og pynt, men det skal først på, aftenen før “festen”.
8. Jeg er blevet en del af QueerLittDK og min første anmeldelse kan læses her. Den er skrevet sammen med to andre medlemmer og det var faktisk rigtig godt at kunne diskuterer bogen inden anmeldelsen skulle skrives, i stedet for at skulle skrive en anmeldelse alene. Det skal jeg dog også snart prøve hvilket er nervepirrende.
9. Jeg har fået bagt en hel del i denne måned og det har alt sammen været en succes! Jeg har bagt til min mormor og til den gruppe jeg spiller Pokémon GO med. 
10. I denne måned har jeg lyttet meget til to sange, så her kommer en anbefaling. Første sang er “My Oasis” med Sam Smith og Burna Boy. Anden sang er “Drown” med Lecrae og John Legend.

Jeg har ikke opdateret bloggen siden januar og det er der en masse grunde til. Der var og er den svingende energi. Så kom covid-19 krisen og den ramte mig hårdere end jeg havde forventet. Jeg har bl.a. fået noget ekstra psykofarmaka – Abilify, til at hjælpe med min psykiske tilstand. Jeg var og er stadig træt og uoplagt.

Covid-19 gjorde også jeg ikke kunne få min ugentlige smertebehandling og 3 måneder uden var uudholdeligt. Jeg har været i så mange smerter. Smerter min krop havde glemt alt om, fordi behandlingen virkede/virker.

Men samfundet er så småt ved at bevæge sig hen imod at være mere åbent. Normalt bliver det ikke lige foreløbig og det bliver mit liv så sandelig heller ikke. Det skal dog ikke forhindre mig i at prøve at finde mig selv igen.

Jeg VIL så gerne blogge igen, men ændringer må der til. Jeg har ændret mine kategorier, osv. Fra engelsk til dansk. Jeg kommer også til at ændre mit design. Det kræver bare lige jeg finder det rette tema. Det skal nok komme, men ting tager nu den tid ting tager.

Så her er jeg igen og jeg håber nogle af jer stadig vil følge med.

Jeg har efter omstændighederne haft en virkelig god jul. Den har været fyldt med gode minder, glæde og varme drikke. Jeg har fået bagt en masse småkager med min veninde og fået hygget en masse med min mor. Jeg har været i Tivoli tre gange i december. Først med min mor og veninde, så med min mor og mormor og til sidste med min mor. Vi var nemlig inde og se Crazy Christmas Cabaret d. 26. december. Den var hylende morsom i år. Jeg græd af grin og det gjorde næsten alle blandt publikum. Jeg er spændt på hvad de finder på til forestillingen i år (2020).

Jeg tænker at jeg vil dele lidt billeder fra min december. Deriblandt billeder fra “Jul i Tivoli” og juleaften.

Jeg vil mægtig gerne hører hvordan jeres december er gået. Oplevede i f.eks. noget helt specielt/magisk?

Swarovski juletræet inspireret af Snedronningen var helt magisk. Sikke en fantastisk idé og der var ingen tvivl om inspirationen. Var man ikke ind i Tivoli og se det, ja så har man misset noget helt exceptionelt.

Minea foldede sig virkelig ud i december. Min kamerarulle er fyldt med billeder af hende, så I får lige et med på vejen.

Juleaften var en hyggelig aften, som altid. Der er bare noget magisk ved den aften. Hygge med familie og lækker mad, det kan bare et eller andet godt.
More »

Jeg har ikke opdateret bloggen i meget lang tid, altså på nær den blogpost omkring mine forberedelser til BogForum 2019. Forklaringen er simpel, mit overskud og energi forsvandt. Jeg har i hele oktober været optaget af forberedelserne til min 30-års fødselsdag og det efterlod mig energiforladt og mine ideer til indlæg forsvandt også.

Jeg har på det seneste, eller faktisk lige siden jeg startede på en ny smerteklinik været travlt optaget. Det har betydet at min kalender er fyldt til randen i forhold til hvad jeg kan magte. Jeg har 3 faste aftaler om ugen og dertil kommer en ekstra aftale hver anden uge og det efterlader mig med 1 fridag, i hverdagen. Det er rigtig hårdt for mit sind og min krop, men jeg hænger i. Det skulle jo gerne i sidste ende gøre tingene nemmere og hjælpe mig både fysisk og psykisk.

Jeg har planlagt at skrive noget mere om mine oplevelser på den nye smerteklinik. Jeg tænker jeg starter med et blogindlæg, som omhandler opstart og hvilken type behandling jeg går i lige nu. Dertil kan jeg jo tilføje flere indlæg, hvis der sker ændringer både positivt og negativt.

I sidste ende skal mit overskud nok vende tilbage og da specielt med de gode ting jeg har at se frem til. Der er BogForum og 1. december skal jeg i Royal Arena for at se Volbeat. Jeg glæder mig enormt meget til begge ting! Og så nærmer december sig. Jeg glæder mig til hyggen, hjemmebag, æbleskiver og gaveindpakning. Jeg elsker at pakke gaver ind og julen er den tid på året hvor jeg får lov til at pakke flest gaver ind. Der findes næsten ikke noget mere hyggeligt end at sidde og nørkle med gavepapir, bånd, pynt, til/fra kort, osv.. Det er bare specielt at pakke en gave, til en man holder af, lækkert ind. 

Apropos december, så håber jeg at få delt en bogstak med bøger jeg vil læse og nogle flere opskrifter på julebag.

Og så til allersidst: Jeg ved ikke om det har interesse, men jeg har puslet lidt med tanken om at dele mine spreads i min bullet journal. Jeg er jo ikke verdensmester, men jeg nyder det og jeg vil mægtig gerne dele ud af min begejstring for netop planning/bullet journaling.

Jeg er i fuld gang med mine forberedelser til BogForum. Jeg blev lidt afbrudt af min 30-års fødselsdag og derfor fik jeg først fingre i det fysiske program i forgårs. Jeg er stadig ikke stor fan af programmet, der ligger i BogForums app, så derfor er det alfa og omega for mig at få fingre i det fysiske program. Jeg er, som I nok kan se, allerede i fuld gang med mine faneblade og kuglepen, så jeg kan få markeret de vigtigste ting og samtidig få rangeret de mindre vigtige punkter.

På den måde kan jeg derefter skrive alt ned i et word-dokument og printe det. Så har jeg mine programpunkter noteret ned og det er for mig mere overskueligt på den måde. Jeg kigger dog stadig i BogForum app’en, bare så jeg er 100% sikker på jeg har skrevet sådan noget, som tidspunkterne korrekt.

Nogle af mine programpunkter kan I læse her:

Fredag:

  • Kl. 10:20 Højlunds morgensamling: C2-022 Under Uret
  • Kl. 11:30 Malene Sølvsten, Sarah Engell, Sabine Lemire, Sanne Munk Jensen: Hvid Scene
  • Kl. 12:15 Peter Lund Madsen: C3-007 Lindhardt & Ringhof

Lørdag

  • Kl. 11:00 Fra Captain Marvel til Bitch Planet: Comics scenen
  • Kl. 12:35 Patrick Ness: C3-007 Lindhardt & Ringhof
  • Kl. 15:50 Patrick Ness signerer sine bøger: C4-001 Arnold Busck

Søndag

  • Kl. 11:30 Danny Zonic Sørensen: C4-006 People’s Press
  • Kl. 13:00 Jes Buster Madsen, Peter Lund Madsen: Bellascenen
  • Kl. 14:30 Anika Eibe, Katja Berger, Charlotte Fischer: C3-001 Tellerup A/S

Der er lidt godt og blandet og det er netop det jeg elsker ved messen. Der er programpunkter for alle. Om du er til krimi eller er kogebogsfan, så er der noget for dig. Så det er egentlig bare om at kigge i programmet og vælge den dag eller dage, man vil derind.

Jeg har også fået skrevet en liste med bøger jeg skal have med til signeringer, samt dem jeg skal købe inden BogForum og hvilke jeg må have fingre i, imens jeg går rundt inde i Bella Center. I kan jo lige få et indblik i lidt af min liste.

  • Den der lever stille (signering)
  • Skytsengel (køb, signering)
  • Pigen under træet (køb, signering)
  • Og så drukner jeg (køb)
  • Ildens arving (køb)