Det her er vel mere en status for hvordan det går. Hvordan jeg tackler det med en ny diagnose, ny medicin, osv.
Jeg startede op på lamotrigin i slut februar og her d. 21 marts skal jeg øge dosis til 100mg. Jeg er pt. på 50mg og har ikke mærket nær så mange bivirkninger, som da jeg gik fra 0-25mg. De første 2 uger på lamotrigin var frygtelige og havde allermest lyst til at droppe medicinen, men jeg holdt ved og det er nu blevet MEGET bedre. Jeg har mere energi, er mere social, snakker mere og mit tankemylder er slet ikke så slemt, som det ellers plejer at være. Jeg er blevet løftet fra middelsvær depression op til normal/mild depression og det er sådan en lettelse.
I onsdags var jeg på Rigshospitalet igen. Der går jeg hver uge i en indslusningsgruppe og hver 3.-4. uge er jeg også til samtale hos min psykiater. Min samtale med min psyk. gik super godt og hun kunne mærke en markant bedring i mit humør og sindsstemning, ergo beslutningen om at fortsætte med lamotrigin og øge dosis. Vi besluttede os også for, at jeg skal til at trappe ud af Cymbalta. Det begyndte jeg så på i torsdags og lørdag ramte “ophørssymptomerne”. Jeg blev svimmel, ør i hovedet og fik kvalme. Det har plaget mig lige siden og skulle egentlig have været til koncert i aften :/
Jeg er gået fra 120mg til 90mg og planen er, at om 2 uger skal jeg ned på 60mg. Hvis det går nogenlunde smertefrit, fortsætter vi sådan indtil jeg er helt ud af medicinen. Men hvis jeg får for mange symptomer, kan vi lette udtrapningen ved at skifte til et andet præparat, som jeg så kan trappe langsommere ud af.
Hvad angår tacklingen af min nye diagnose, så synes jeg, at jeg klare det fint. Jeg er forholdsvis åben omkring det og min nærmeste familie er så småt begyndt at forstå, at jeg er psykisk syg. Min mormor og morfar er endda i gang med at læse bogen “Et spind af sorte tanker.”, da de gerne vil prøve at forstå depression og bipolar affektiv lidelse (BAL). Det er faktisk første gang at de rigtigt har taget mit sygdom “alvorligt” og prøver at sætte sig ind i, at det ikke bare er et spørgsmål om at tage sig sammen.
Der er selvfølgelig lang vej endnu, men er da kommet et skridt nærmere remission og et skridt nærmere forståelse overfor min sygdom :)
Hej Marie!
Jeg faldt lige tilfældigt over din blog, og dette indlæg.
Jeg har selv en bipolar affektiv lidelse, og går også inde på Rigshospitalet. Jeg afslutter dog om et par måneder, da jeg så har haft mit to årige forløb. Jeg ville egentlig bare sige til dig, at du skal blive ved med at holde hovedet højt – de er så dygtige og søde inde på Riget! Når du engang kommer i den ‘rigtige’ gruppe skal du nok få en meget bedre forståelse af sygdommen. Jeg har ihvertfald været glad for mit forløb..
Kæmpe held og lykke med det hele.
Hilsen Charlotte.
Hej Charlotte.
Jeg prøver så vidt muligt at holde hovedet højt, men det kan til tider være svært. De er super dygtige på Riget og er virkelig glad for at gå derinde. Er sikker på at jeg om 2 år har det bedre og har fået alle de værktøjer jeg har brug for, for at kunne styrre min BAL.
Tusind tak for kommentaren!
Hilsen Marie