Jeg havde en tid på Psykiatrisk Center Nordsjælland, her d. 8 januar. Det var den første samtale og jeg var lidt nervøs for hvordan det nu ville gå. Jeg har længe haft mistanke om, at min depression ikke er en depression, da jeg aldrig har fået det bedre efter behandling. Jeg har oplevet depressive perioder, men på det seneste er jeg også blevet opmærksom på, at jeg faktisk har haft perioder med masser af energi og fart. Det hænger jo ikke helt sammen med en depression og det var der “advarselslamperne” begyndte at ringe. Oppe perioder og nede perioder er nemlig klassiske symptomer på bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kendt som maniodepressiv psykose.

Jeg gik til min læge med mistanken og hun henviste mig, med henblik på diagnose og behandling. Jeg fik, tilbage i november, et brev med tiden og så var, der jo ikke andet for, end at vente. Ventetiden har været ulidelig og uvisheden har naget mig, men datoen stod endelig på kalenderen og afsted til Hillerød jeg drog (sammen med mine forældre).

Jeg blev mødt af en super sød sekretær og dernæst en fantastisk sød, kvindelig, læge. Hun er overlæge på afdelingen og vores kemi var super, hvilket er første gang jeg har oplevet det i psykiatrien. Vi havde en samtale på næsten 2 timer og min mor var med, som støtte og hun blev da også spurgt om ting. Da den reelle samtale var slut, snakkede vi om mulige diagnoser og behandlinger. Hun er 99% sikker på, at jeg lider af bipolar affektiv sindslidelse. Så min mistanke har være god nok.

Jeg får et brev om behandling, osv. efter de har holdt lægekonference, på afdelingen og så må jeg tage den derfra. Det er jo desværre en diagnose, som med al sandsynlighed, vil følge/forfølge mig resten af livet. Er dog ufattelig lettet, så der er ingen tristhed over det, kun lettelse :)