depression

Dem der har fulgt mig i længere tid ved at jeg er psykisk syg. Jeg lider af Skizotypi (Skizotypisk sindslidelse) og det er nok de færreste der har hørt om den lidelse, men de fleste betegner det, som en mildere form for Skizofreni, hvilket jeg nok på en eller anden måde er uenig i.

Jeg har været syg lige så længe jeg kan huske, men har ikke reageret på symptomerne før i 2009, hvor jeg brød sammen. Derefter har jeg været fejlbehandlet indtil for 1 år siden. Det har været en lang og sej kamp og den kamp er så gået lidt i vasken nu. Ved ikke rigtig hvordan jeg ellers skal forklare det. Men jeg er gået ned med flaget. Jeg har fået en depression igen og det er bestemt ikke sjovt.

Indtil videre er det ikke den værste jeg har oplevet, men hvis den ikke snart bliver bedre så kan jeg kun forudsige at det bliver meget værre. Jeg har før været helt derude hvor intet gav mening og hvor jeg tænkte på at tage mit eget liv og faktisk begyndte at lægge planer. Så langt ude er jeg bestemt ikke nu og jeg håber bestemt ikke at jeg kommer helt derud igen!

Jeg er blevet øget i noget medicin, som har en antidepressiv effekt uden at være antidepressiva, fordi det “lort” vil jeg ikke have igen. Det var jeg på fra 2009-2014 og jeg tog 40kg på imens jeg tog dem. Det skal jeg ikke opleve igen, nu hvor jeg er ved at tabe mig. Så nu håber jeg på at det virker. Det er stort set den eneste udvej for mig, hvis jeg ikke vil på antidepressiva igen (gad vide hvor mange flere gange jeg kan skrive igen? ?)

Anyways, det var bare en lille personlig update fra mig. Jeg håber alle får en god weekend?

life_joy

1. Min tur til Paris var helt fantastisk ?
2. Jeg er blevet færdig med Illuminae og kan ikke andet end anbefale den til alle. Den er SÅ god!
3. Jeg er startet til social færdighedstræning og det er lidt grænseoverskridende i starten.
4. Jeg burde få skrevet flere boganmeldelser, men skal lige have læst en bog hvor jeg tør gøre det.
5. Jeg elsker efterår, men havde glemt hvor meget jeg fryser når vi rammer denne årstid.
6. Manglende sol har medført en lettere deprimeret tilstand.
7. Fler-familie gruppen går rigtig godt ?
8. Jeg er begyndt at tælle ned til min fødselsdag. Nu er der kun 19 dage tilbage!
9. Er seriøst ved at være så træt af de ulidelige rygsmerter :(
10. Jeg håber snart mine eBay bogmærker kommer med posten.

Det her indlæg, var jeg meget i tvivl om jeg skulle skrive eller ej. Det er et indlæg, som kommer helt tæt på og fortæller i bund og grund hvordan jeg har det i skrivende stund – ærlighed og åbenhed. Javist, nogle vil nok skippe indlægget og det skal I da være velkomne til. Det her er min blog og jeg vil gerne forklare hvordan min situation er lige her og nu. Ikke alt er lyserøde roser og solskin, dog tvivler jeg på at folk egentlig ved hvordan jeg har det bag facaden. Mange af mine indlæg har været “fyld-indlæg”, da jeg ærligt talt ikke har energien til at skrive noget langt.

Hvis du følger mig på Twitter, ja så ved du nok hvordan jeg har det, men hvis ikke får du chancen nu.

Jeg skal trappes ud af Cymbalta og det er ikke en dans på roser. Det er et af de værste præparater at skulle trappe ud af. Jeg gik fra 120 mg til 90 mg og i starten var jeg plaget af svimmelhed, kvalme og så var jeg ør i hovedet. Efter en uges tid gik det over til tågesyn, mindre svimmelhed, influenza lignende symptomer og mine smerter i anklen tog til. Jeg fik i sidste uge hevet fat i min psykiater og fik en “akut” tid til torsdag i denne uge. Jeg fik slæbt mig selv af sted til indslusningsgruppen onsdag, for så at tage ind på Riget igen dagen efter.

Jeg lagde kortene på bordet overfor min psyk., da hun spurgte hvordan det gik. Det går ad helvedes til! Jeg er konstant træt, jeg har mistet lysten til at gøre ting, mistet appetitten, ja faktisk har jeg mistet lysten til at leve. Nu vil du sikkert tænke, jamen døden er jo ikke løsningen og nej det ved jeg sandelig godt, at den ikke er. Døden for mig er en fantasi om at få fred. Fred for smerter, både psykisk og fysisk, fred fra myldrende tanker, fred fra alt det, som plager mig. Livet kan gøre så ufatteligt ondt. Det at eksistere kan blive en kamp. Tænk dig at du er udmattet efter at have spist morgenmad, lyder det sjovt? Nej vel? Men ikke desto mindre er det sådan min hverdag er. Min mor sørger for at lave mad til mig, hun servere den for mig og ellers gør min far. Jeg får knapt nok slæbt mig hen til spisebordet før jeg ikke har nogle kræfter. Jeg er træt, træt af livet. Hvad er det for et liv, for en på 24? Konstante smerter, mistet livslyst? Svaret er enkelt, det er ikke noget liv. Det er en tom skal, en tomhed, som er svær at finde igen uden hjælp.

Min psykiater, blev virkelig bekymret, da jeg indrømmede alt dette. Da jeg fortalte hende om mine fantasier om døden, om selvmord. Jeg har planen, jeg ved hvad jeg ville gøre, hvor, osv., men der er noget, som holder mig tilbage – mine forældre. Min psykiater ville indlægge mig. Ville skærme mig for omverdenen, ville give mig den tid og ro jeg allermest har brug for. Jeg nægtede dog. Hvad skulle jeg dog lave på sådan en afdeling? Så tosset er jeg da heller ikke.. Eller er jeg?

Hun kaldte overlægen ind, som også snakkede om indlæggelse. De mente begge, at det var det jeg havde brug for. brug for at blive passet på, så jeg kunne passe på mig selv. Jeg nægtede igen. Min stolthed vil simpelthen ikke tillade mig at takke ja til tilbuddet. Andre har da mere brug for den hjælp, right? Eller har jeg netop ikke brug for den hjælp, når nu jeg fantasere om døden? Set udefra er den jo helt galt, men for mig er det jo bare “normalt”.

De var begge enige om, at hvis jeg ikke ville indlægges, så måtte jeg love højt og helligt, at jeg ville søge hjælp hvis jeg virkelig var ved at begå selvmord. jeg skulle være ærlig overfor mine forældre. Jeg skulle fortælle dem mine tanker og at de skulle passe på mig. Min psykiater er ung og overlægen fortalte mig, at de, som mennesker ikke ville kunne bærer at have vurderet forkert. De blev også enige om, at jeg skal blive på 90 mg Cymbalta, for nu, da selvmordstankerne kan skyldes ophørssymptomerne.

Jeg fik nogle benzodiazepiner (oxazepam 15 mg), som skulle kunne hjælpe med angsten og søvnen. Ja de virker fremragende til angsten, men søvn får jeg ikke meget af. Jeg vender og drejer mig og jeg tror på, at den manglende søvn er med til at drive mig ud på selvmordets rand. Jeg er ved at blive sindssyg! Det er intet under, at mangel på søvn bliver brugt, som tortur.

Jeg har en ny tid hos min psyk., på torsdag, men jeg kan ringe til hende på mandag og må ærligt indrømme, at det gør jeg nok. Kan ikke holde til det mere og de piller hjælper overhovedet ikke. Men nu må vi se om jeg får en bedre søvn i nat. Måske det kan hjælpe på det hele.

translate-button

etspind

“…Ubehandlede depressioner er nemlig for hjernen, hvad virus er for en computer.”

Dette er en del af forordene, skrevet af forfatteren selv. De beskriver utrolig godt, hvad en depression gør ved hjernen. Allerede ved forordene var jeg solgt. Per Straarup Søndergaard formår at belyse de kommende emner ufatteligt godt og fanger læseren.

Givet, det her er ikke en “hygge” bog, men den giver en bred indsigt i livet hos unge med depression eller bipolar affektiv sindslidelse. Interviewene er blandet mellem de unge selv + deres pårørende og fagfolk, som om nogen ved hvad de taler om.

Bogen er også fyldt med fakta og links til hjælp, m.m.

Denne bog er nødvendigvis ikke kun til folk, der selv har haft/har psykisk sygdom inde på livet, men også for folk, som finder emnet interessant og gerne vil sætte sig ind i hvor invaliderende en depression/psykisk sygdom egentlig kan være.

Er du interesseret i bogen kan den fåes på saxo.com, både som e-bog og fysisk udgave

depression