1. Jeg har haft besøg af min bedste veninde fra Florida og hendes kæreste. Det var super hyggeligt og I kommer til at kunne læse mere om det snarest :)
2. Jeg har ENDELIG fået tider til MR skanning. Ja du læste rigtigt, tider. Da skanning kommer til at tage 2½ time i alt, har privathospitalet anbefalet, at skanningen blev udført i sektioner. Den anbefaling har jeg taget imod og derfor bliver jeg skannet over 3 gange.
3. Jeg har fik ordnet hår i sidste uge og jeg elsker det. Jeg er dog ikke vild med, at man ligner en smølf hver gang man sveder eller går i bad :P
4. Jeg var i Helsingborg i går og fik fat et par virkelig fede sneakers. Jeg har jo problemer med at gå i høje hæle og derfor har jeg været på jagt efter et par sneakers, der kan gå an til festlige lejligheder.
5. I dag står den på afslutning af smertehåndteringskurset. Jeg har fået en del ud af det, men jeg havde håbet på flere redskaber :/
6. Vejret har været virkelig godt og det har smittet af på humøret :D
7. Jeg er begyndt at gense Bones og jeg havde helt glemt de gode one-liners!
8. Jeg fik nogle virkelig gode gaver af min amerikanske veninde og hendes kæreste <3
9. Jeg fik tilbudt en bolig, men som nr. 20 på listen og den har jeg helt sikkert ikke fået. Men i det mindste står jeg nu så langt oppe på listen, at jeg får tilbudt lejligheder.
10. Jeg er blevet helt vild med den sang Thirty Seconds To Mars har lavet med Halsey!

I går var jeg til en nerveledningsundersøgelse, da jeg har føleforstyrrelser i mine fingre og tæer. Jeg var virkelig nervøs, da jeg ingen anelse havde om hvordan sådan en undersøgelse foregik eller om der var noget galt med mine nerver. Jeg vidste bare at jeg skulle ligge ned og have nogle overfladeelektroder siddende forskellige steder på arme og ben. I følge mine papirer kunne der, hos nogle patienter, opstå lettere ubehag og det var en underdrivelse. Det gjorde latterligt ondt. Jeg havde lyst til at skrige og jeg greb om en pude, så hårdt at mine fingre blev hvide og ømme. Først stod begge ben/fødder for skud og efter det gik lægen i gang med højre arm. Efter dette gik han ud af lokalet, fordi han gerne ville se billederne på en anden skærm… Se der blev jeg nervøs. Min puls steg endnu mere, hvis det var muligt, fordi mit hjerte allerede bankede derudad.

Han kom så tilbage og sagde han lige skulle teste noget med mine ben. Så nu stod venstre ben for skud igen og for satan hvor gjorde det bare ondt anden gang. Men det gik åbenbart, som det skulle. Han fortalte mig at mine ben reagerede, som de skulle, men han havde haft problemer med at måle et sted på mit højre ben; nemlig der hvor jeg er blevet opereret. Så det var ikke nervebetændelse, som lægen havde været bange for. Da det ligesom var komme på plads skulle venstre arm testes og så var det hele overstået. Lægen sagde det så fint ud og resultaterne bliver sendt til min neurolog. Jeg får svar d. 7. marts og selvom han sagde alt så fint ud, så er jeg alligevel nervøs :/

Det tog 1,5 time og det var et rent smertehelvede. At kalde det lettere ubehag var simpelthen løgn og jeg fandt ud af, at jeg må have fået tilsendt nogle gamle papirer, fordi i dem jeg fandt på deres hjemmeside stod der, at nogle patienter oplever ubehag, men at undersøgelsen er ganske ufarlig. Jeg ville have ønsket nogle havde fortalt mig hvor ondt det gør, så jeg mentalt kunne have forberedt mig.

Jeg er i dag så øm i kroppen, at det føles som om jeg har været i fitnesscenteret og trænet i 4 timer uden pause og uden at strække ud bagefter. Av, av, av siger jeg bare!

I sidste uge var til min første session hos en psykolog, der er tilknyttet smerteklinikken. Jeg var virkelig ikke i humør til det og jeg tænkte bare ”åh gud nej”, men jeg blev positivt overrasket. Hun er virkelig rar og her den første gang skulle vi bare snakke sammen om hvordan det står til og næste gang går vi så i gang med selve behandlingen. Alle mine fordomme omkring psykologer er væk, fordi ja sådan nogle havde jeg. Jeg har altid sagt nej til behandling hos en psykolog og nu fortryder jeg det. Jeg går og tænker på hvordan jeg mon havde haft det i dag, havde jeg gået til psykolog/i terapi.

Jeg kan ikke huske hvad næste gang byder på, men jeg glæder mig. Jeg håber virkelig de her sessioner kan hjælpe mig med at lærer mig selv og min smerte bedre at kende. Vi skal jo gå hånd i hånd resten af livet, så vi må altså se at blive venner, det andet går ikke.

Jeg kommer nok til at skrive mere om det, nu når behandlingen for alvor starter :D

Siden mit første indlæg, omkring det smertehåndteringskursus jeg går på, har jeg været der yderligere 3 gange. Vi har fået oplyst vores rettigheder i forhold til kommunen, vi har snakket medicin og i denne uge snakkede vi om kost og motion. Der blev vi introduceret til K.R.A.M. – Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Det kan være nogle lidt lange dage, da hver gang spænder over 2,5 timer. Vi får dog et par pauser og vi kan jo flytte os, som vi har behov for i forhold til vores individuelle behov.

Jeg synes det var enormt informativt at få oplyst mine rettigheder i forhold til kommunen. Det gør man er parat i tilfælde af man skal i kamp med kommunen. Det tvivler jeg på jeg kommer til, men man kan aldrig vide sig 100% sikker.
Det med medicinen kunne jeg godt have været foruden. Der var intet nyt under solen og jeg lærte absolut ingenting. Men det er da et godt modul, hvis man ikke har prøvet så meget medicin, som jeg har.

I torsdags handlede det jo så om motion og kost og det var virkelig et godt modul. Vi fik en del at vide og det var fedt alle blev inddraget til at komme med bud på hvad, der kan påvirke de kroniske smerter, på godt og ondt, i forhold til K.R.A.M..Det var interessant at høre omkring hvordan alkohol faktisk kan virke smertelindrende på kort sigt imens det kan frembringe de kroniske smerter ved længerevarende forbrug. Derfor var det, efter sygeplejerskernes eget udsagn, okay at tage et glas vin eller to i ny og næ. Det kan jo teknisk set hjælpe os igennem Tante Gerdas 90 års fødselsdag, så vi ikke oplever så mange smerter. Bare vi ikke drikker hver dag.

Jeg synes jeg får enormt meget ud af det her kursus. Faktisk får jeg mere ud af det, end jeg selv havde forestillet mig. Jeg tænkte det kunne blive enormt kedeligt, men det er overhovedet ikke kedeligt og jeg elsker den ping pong, der er imellem “underviserne” og os deltagere. Vi bliver opfordret til at deltage aktivt og det er en fed oplevelse.

Jeg er sikker på det her kursus nok skal kunne hjælpe på den ene eller anden måde i forhold til at håndtere mine smerter. Jeg håber jeg får en masse værktøjer, som kan hjælpe mig i forskellige situationer. Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver 100% smertefri, men det er egentlig også okay så længe jeg har nogle værktøjer til at kunne klare de her smerter :)

Det er ingen hemmelighed, at jeg kæmper med kroniske smerter. Jeg taler tit om dem, fordi de er så altoverskyggende og de styrer mit liv. Der er mange ting jeg ikke kan nu, som jeg kunne før jeg blev ramt af disse smerter. Og de ting jeg stadig kan tager som regel længere tid. Det er forfærdeligt at have kroniske smerter og jeg ville ikke engang ønske det for min værste fjende.

Men nok om det. Det her skal handle om min oplevelse med opstart af smertehåndteringskursus. Jeg startede i torsdags og jeg må indrømme at jeg bare havde lyst til at blive væk. Jeg kunne slet ikke overskue det og det skabte en masse bøvl med min angst. Jeg kom dog afsted og jeg var nervøs da jeg kom. Hvad gik det hele ud på? Hvordan var mine med kursister? Der var så mange spørgsmål inde i mit lille hoved.

Det hele startede stille og roligt. Vi var vist allesammen sådan lidt forsigtige. Hende der underviste fortalte os alt hvad vi havde behov for at vide. Der var ingen, der havde nogle spørgsmål og alle virkede lettede og glade. Nu kom dog noget jeg havde frygtet… Vi skulle introduceres for hinanden, gisp! Jeg hader den slags, men jeg kom igennem og det er jeg stolt af.

Alt i alt var det en god dag, selvom det tog 2,5 time. Vi holdt en del pauser og jeg var virkelig overrasket over hvad vi egentlig må gøre imens vi undervises. Vi må bevæge os rundt i lokalet, hente en madras og lægge os ned. Vi må sidde eller stå op af en væg. Vi må læne stolen helt tilbage. Ja vi må teknisk set alt, bare det ikke er forstyrrende. Det må vi selvfølgelig fordi vi alle har kroniske smerter og vi har brug for forskellige ting. Det synes jeg er super godt og det gjorde bare oplevelsen endnu mere positiv. 

Smertehåndteringskurset foregår over 11 gange og hver gang omhandler et specifikt emne. Det stopper i april, fordi vi jo løber ind i nogle helligdage. Så hver torsdag skal jeg gå til dette kursus og jeg har forhåbninger om, at det kan hjælpe mig med at kunne klare smerterne bedre. At smerterne ikke kommer til at styrer mig mere. Jeg håber jeg kommer til at lærer en masse om hvordan man aflæser kroppens signaler og om hvordan man håndtere situationer hvor ingen ikke rigtig forstår hvorfor man f.eks. ikke kan komme til en fødselsdag eller kun kan være der et par timer. Jeg er håbefuld for, at dette kursus kan hjælpe mig til en bedre hverdag. 

Jeg kommer forhåbentlig til at opdaterer lidt hen ad vejen, men vi får at se hvor meget energi jeg har længere hen i forløbet :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...