Original titel: Queens of Geek – Forfatter: Jen Wilde
Forlag: Swoon Reads – Udgivelsesår: 2017 – Sidetal: 288

Queens of Geek handler om 3 australske venner, der drager til SupaCon. Det gør de fordi den ene, Charlie, er blevet inviteret til at deltage, som VIP-gæst. Charlies to venner Taylor og Jamie har støttet hende hele vejen og derfor tager de med for at kunne støtte hende endnu en gang. Samtidig får de to en oplevelse for livet ved denne convention. De 3 venner oplever en rutsjetur af følelser og oplevelser og de oplever alle at udvikle sig og blive en bedre udgave af dem selv.

Bogen bliver fortalt fra to synsvinkler og det fungerer super godt. Kapitlerne skifter imellem Taylor og Charlie, så Jamie har ikke helt samme hovedrolle, som de to unge kvinder, men det gør bestemt intet. Han bliver stort set nævnt i alle kapitler og specielt dem med Taylor. Det giver egentlig også lidt sig selv, da de to render rundt, som almindelige gæster imens Charlie er VIP-gæst.

That’s what we do. We walk a tightrope every day. Getting out the door is a tightrope. Going grocery shopping is a tightrope. Socializing is a tightrope. Things that most people consider to be normal, daily parts of life are the very things we fear and struggle with the most, and yet here we are, moving forward anyway. That’s not weak.

Charlie er YouTuber og filmstjerner. Hun har sagt ja til at deltage ved SupaCon, fordi hendes agent har lovet, at hendes med hovedrolleindehaver/ekskæreste ikke deltager. Deres brud var ikke nemt og specielt ikke, fordi hendes fans bliver ved med at nævne de ville ønske de ville finde sammen igen. Det er det sidste Charlie ønsker og det prøver hun på en pæn måde at gøre hendes fans opmærksom på.

Taylor er beskrevet, som en Aspie pige, der samtidig er entusiastisk Queen Firestone fangirl. Hun bliver virkelig udfordret i løbet af SupaCon, men hun har heldigvis hendes to bedste venner til at støtte hende.

Jamie er helt klart den bedste ven, de to unge kvinder kunne ønske sig. Han støtter dem begge og er specielt Taylors stemme, når hun ikke selv kan bruge sin. Han er meget beskyttende og han ville gøre alt for Taylor og Charlie.

No matter what happens, we’ll always have these photos. When Charlie is waking red carpets in LA, when Jamie’s photographs are hanging on gallery walls, when my stories grace the shelves or the screen – we’ll always have this. And we’ll know that right now, in this moment, we were happy. We are happy.

Historien er virkelig sød og den er hurtig læst, men det gør den nu ikke dårlig, tværtimod. Hvad er bedre end nørder, conventions, LGBTQA+ karakterer, diversitet og kærlighed? Det er nemlig lige præcis det, denne bog i grove træk handler om. Jeg kunne virkelig relatere til Taylor. Jeg følte til tider at det var min synsvinkel, hendes kapitler blev fortalt fra. Samtidig var Charlie også en karakter jeg kunne relatere til. I det hele taget kunne jeg relatere til bogen og handlingen.

Er bogen perfekt, nej, men det er de færreste bøger. Sproget kan til tider blive lidt barnligt, men karaktererne er heller ikke helt voksne, så sproget fungere ganske udmærket og det generede overhovedet ikke mig.

Jeg synes klart bogen er værd at læse og elsker man de emner bogen tager op, ja så burde man læse den. Jeg kan ikke anbefale bøger, der inkluderer diversitet, nok. Det tror jeg også snart de fleste ved, men det er bare så vigtigt. Vi mennesker er ikke ens og det skal vi acceptere. Derfor er netop bøger, som Queen of Geek et must!

In one brief conversation, she made me see that there’s nothing wrong with me.

I går var jeg til en nerveledningsundersøgelse, da jeg har føleforstyrrelser i mine fingre og tæer. Jeg var virkelig nervøs, da jeg ingen anelse havde om hvordan sådan en undersøgelse foregik eller om der var noget galt med mine nerver. Jeg vidste bare at jeg skulle ligge ned og have nogle overfladeelektroder siddende forskellige steder på arme og ben. I følge mine papirer kunne der, hos nogle patienter, opstå lettere ubehag og det var en underdrivelse. Det gjorde latterligt ondt. Jeg havde lyst til at skrige og jeg greb om en pude, så hårdt at mine fingre blev hvide og ømme. Først stod begge ben/fødder for skud og efter det gik lægen i gang med højre arm. Efter dette gik han ud af lokalet, fordi han gerne ville se billederne på en anden skærm… Se der blev jeg nervøs. Min puls steg endnu mere, hvis det var muligt, fordi mit hjerte allerede bankede derudad.

Han kom så tilbage og sagde han lige skulle teste noget med mine ben. Så nu stod venstre ben for skud igen og for satan hvor gjorde det bare ondt anden gang. Men det gik åbenbart, som det skulle. Han fortalte mig at mine ben reagerede, som de skulle, men han havde haft problemer med at måle et sted på mit højre ben; nemlig der hvor jeg er blevet opereret. Så det var ikke nervebetændelse, som lægen havde været bange for. Da det ligesom var komme på plads skulle venstre arm testes og så var det hele overstået. Lægen sagde det så fint ud og resultaterne bliver sendt til min neurolog. Jeg får svar d. 7. marts og selvom han sagde alt så fint ud, så er jeg alligevel nervøs :/

Det tog 1,5 time og det var et rent smertehelvede. At kalde det lettere ubehag var simpelthen løgn og jeg fandt ud af, at jeg må have fået tilsendt nogle gamle papirer, fordi i dem jeg fandt på deres hjemmeside stod der, at nogle patienter oplever ubehag, men at undersøgelsen er ganske ufarlig. Jeg ville have ønsket nogle havde fortalt mig hvor ondt det gør, så jeg mentalt kunne have forberedt mig.

Jeg er i dag så øm i kroppen, at det føles som om jeg har været i fitnesscenteret og trænet i 4 timer uden pause og uden at strække ud bagefter. Av, av, av siger jeg bare!

I sidste uge var til min første session hos en psykolog, der er tilknyttet smerteklinikken. Jeg var virkelig ikke i humør til det og jeg tænkte bare ”åh gud nej”, men jeg blev positivt overrasket. Hun er virkelig rar og her den første gang skulle vi bare snakke sammen om hvordan det står til og næste gang går vi så i gang med selve behandlingen. Alle mine fordomme omkring psykologer er væk, fordi ja sådan nogle havde jeg. Jeg har altid sagt nej til behandling hos en psykolog og nu fortryder jeg det. Jeg går og tænker på hvordan jeg mon havde haft det i dag, havde jeg gået til psykolog/i terapi.

Jeg kan ikke huske hvad næste gang byder på, men jeg glæder mig. Jeg håber virkelig de her sessioner kan hjælpe mig med at lærer mig selv og min smerte bedre at kende. Vi skal jo gå hånd i hånd resten af livet, så vi må altså se at blive venner, det andet går ikke.

Jeg kommer nok til at skrive mere om det, nu når behandlingen for alvor starter :D

Siden mit første indlæg, omkring det smertehåndteringskursus jeg går på, har jeg været der yderligere 3 gange. Vi har fået oplyst vores rettigheder i forhold til kommunen, vi har snakket medicin og i denne uge snakkede vi om kost og motion. Der blev vi introduceret til K.R.A.M. – Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Det kan være nogle lidt lange dage, da hver gang spænder over 2,5 timer. Vi får dog et par pauser og vi kan jo flytte os, som vi har behov for i forhold til vores individuelle behov.

Jeg synes det var enormt informativt at få oplyst mine rettigheder i forhold til kommunen. Det gør man er parat i tilfælde af man skal i kamp med kommunen. Det tvivler jeg på jeg kommer til, men man kan aldrig vide sig 100% sikker.
Det med medicinen kunne jeg godt have været foruden. Der var intet nyt under solen og jeg lærte absolut ingenting. Men det er da et godt modul, hvis man ikke har prøvet så meget medicin, som jeg har.

I torsdags handlede det jo så om motion og kost og det var virkelig et godt modul. Vi fik en del at vide og det var fedt alle blev inddraget til at komme med bud på hvad, der kan påvirke de kroniske smerter, på godt og ondt, i forhold til K.R.A.M..Det var interessant at høre omkring hvordan alkohol faktisk kan virke smertelindrende på kort sigt imens det kan frembringe de kroniske smerter ved længerevarende forbrug. Derfor var det, efter sygeplejerskernes eget udsagn, okay at tage et glas vin eller to i ny og næ. Det kan jo teknisk set hjælpe os igennem Tante Gerdas 90 års fødselsdag, så vi ikke oplever så mange smerter. Bare vi ikke drikker hver dag.

Jeg synes jeg får enormt meget ud af det her kursus. Faktisk får jeg mere ud af det, end jeg selv havde forestillet mig. Jeg tænkte det kunne blive enormt kedeligt, men det er overhovedet ikke kedeligt og jeg elsker den ping pong, der er imellem “underviserne” og os deltagere. Vi bliver opfordret til at deltage aktivt og det er en fed oplevelse.

Jeg er sikker på det her kursus nok skal kunne hjælpe på den ene eller anden måde i forhold til at håndtere mine smerter. Jeg håber jeg får en masse værktøjer, som kan hjælpe mig i forskellige situationer. Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver 100% smertefri, men det er egentlig også okay så længe jeg har nogle værktøjer til at kunne klare de her smerter :)

Original titel: Simon vs. the Homo Sapiens Agenda – Forfatter: Becky Albertalli
Forlag: Penguin – Udgivelsesår: 2015 – Sidetal: 303

As a side note, don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default? Everyone should have to declare one way or another, and it should be this big awkward thing whether you’re straight, gay, bi or whatever. I’m just saying.

Simon vs. the Homo Sapiens Agenda eller Simon vs. verdens forventninger, som den hedder på dansk, handler om Simon, der endnu ikke helt er parat til at fortælle omverdenen, at han er homoseksuel. Han har en samtale kørende, via. email, hvor han skriver med den mystiske ”Blue”. Han ved ikke meget om Blue og omvendt. Simon ved dog at Blue går på samme skole og ligesom Simon er han homoseksuel, men heller ikke helt parat til at sige det til omverdenen.

En dag ryger de emails i hænderne på klassens klovn, Martin. Han stiller Simon et ultimatum: enten hjælper Simon ham med at få en date, med en af Simons venner (Abby) eller også afslører Martin hans hemmelighed. Simon ser jo ikke rigtig han har noget valg, så han siger okay til aftalen.

Da jeg læste den første scene, hvor Martin prøver at afpresser Simon, gik jeg nærmest helt i sort. Jeg tænkte, personligt, åh nej. Jeg kunne allerede se katastrofen ske. Martin får dog sagt det på en måde, som fik Simon til at slappe lidt af og det fik mig til at ånde lidt lettet op. Egentlig er selve afpresningen kun beskrevet kort hist og her. Det er ikke det vigtigste i bogen. Bevares det er da et sværd, der hænger over Simons hoved, men det fylder ikke hele handlingen.

Selve handlingen beskriver mest af alt Simons liv (og hans kærlighed til Oreos). Hvordan han går og grubler over det at være homoseksuel. Hvordan hans forhold er til sine venner. Hvordan venskabet udvikler sig imellem ham og Blue. Jeg er vild med, at bogen, handler om mere end bare Simon. Hans venner har også en stor rolle i bogen og jeg er specielt vild med Leah og Abby. De to piger bringer virkelig noget godt til bogen.

But I’m tired of coming out. All I ever do is come out. I try not to change, but I keep changing, in all these tiny ways. I get a girlfriend. I have a beer. And every freaking time, I have to reintroduce myself to the universe all over again.

Jeg kan virkelig relatere til en del af problematikkerne og Simon har virkelig en humoristisk, men klog tilgang til netop disse problematikker. Jeg beundrer Becky for hendes måde at beskrive problemerne og synspunkterne på. Simon har jo ret i de ting han mener, tænker og skriver. I et perfekt samfund ville vi enten aldrig skulle springe ud, fordi det ikke er vigtigt eller også skal alle springe ud. Et heteronormativt samfund er ikke sundt og det rammer flere mennesker end man lige går og tror.

Bogen er virkelig sød og den ramte mig virkelig dybt. Den er samfundsrelevant og samtidig er den let i sproget. Den er beskrevet, som en YA-bog, men jeg mener bestemt også læsere i andre aldersgrupper kan lærer af den.

Er du interesseret i at læse den, så kan du får den udgave jeg læste her eller den danske her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...