Den 22. december var jeg i Tivoli med mine forældre. Det er en tradition, at vi tager derind hver december. Tivoli pynter op til jul på så smuk en måde, at man simpelthen bare må ind og se det. I år havde vi ikke min mormor med, da hun lige havde fået ny hofte, men så tog vi lidt ekstra billeder hun kunne se.

Mange af tingene er jo det samme år efter år, men der er alligevel lidt forskel. Uanset hvad, er det dog et besøg værd. Stemningen og udsmykningen kan ikke andet end at få dig i julehumør. Det at gå rundt blandt boderne, få lidt varmt at drikke og ellers se på alle lysene er en helt speciel oplevelse. Jeg kan kun anbefale man besøger tivoli, i december, bare én gang.

Som altid viser jeg årets julebord frem. Det er mig, der står for borddækning og pynt til julebordet og jeg prøver at lave noget forskelligt hvert år. Jeg genbruger gerne pynt, men sætter det sammen på en ny måde. I år blev temaet grøn, hvid og guld. Det er farver, der i hvert fald for mig, hører sig julen til. Jeg havde gået med planer om et lilla tema, men det skiftede jeg ud.

Jeg bruger gerne julekugler, som en del af pynten. De er nemme at arbejde med og kræver ikke ret meget. I år kom krondyrene, fra sidste år, på bordet igen, men denne gang sammen med træskriver, bark-stjerner og juletræer i porcelæn. I år fik jeg også flettet 8 stjerner, som indgik i borddækningen.

Har I også haft fingrene med i borddækningen eller holder I jer langt væk fra pynt og andet?

Traditionen tro vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber det bliver en skøn aften fyldt med dejligt selskab.

Jeg skal endnu en gang fejre jul hos min mormor. I år bliver det dog noget anderledes, da min kære morfar ikke er her mere. Jeg kommer helt sikkert til at savne ham denne aften, men det skal nok blive en god aften alligevel. Jeg fejre altid juleaften med min mors side af familien og juledag står den på julefrokost med min fars side. Vi spiser and til juleaften og den bliver serveret med brunede kartofler og rødkål. Måske der sniger sig nogle kogte gulerødder med, hvem ved.

Det her bliver et noget forsinket indlæg, men tænker jeg alligevel poster det. Det er trods alt stadig december og datoen er endnu ikke d. 24.

1. søndag i advent er altid lidt speciel. Det er, for mig, startskuddet til jul. For mig har den altid været spækket med jule-aktiviteter. Da jeg var noget mindre skrev jeg min ønskeseddel i hånden, så resten af min mors familie hurtig kunne få den med hjem. Resten af familien bor nemlig i Næstved. Jeg kan huske hvor skønt det var at kigge julebladene igennem og sætter krydser + skrive ned. Det var bare super hyggeligt. Det er det da stadig, men kan godt savne det lidt. Dog er jeg glad for min ønskeseddel er skrevet i Word. Den er nemlig 6 sider lang og det ville have taget hele december at skrive den i hånden.

Men nok om det. Jeg ville egentlig bare gerne vise mine fine adventsgaver frem. 

Georg Jensen ornamentet og lysholderen er fra min mormor. Det er en tradition, at jeg får et ornament fra Georg Jensen, men i år fik jeg så også lysholderen. Jeg føler mig ret heldig og sætter enormt pris på de to gaver. At få den fine lysholder betyder jeg kan begynde min egen samling af disse. Min mor har virkelig mange, men jeg har aldrig fået en, før nu. Jeg glæder mig til at udbygge samlingen, så jeg en dag kan pynte mit eget træ med pynt fra Georg Jensen.

Neglelakkerne er fra mine skønne forældre. Jeg tror jeg tager den guldfarvede på til juleaften. Den passer perfekt til det outfit jeg har planlagt.

Får i adventsgaver og i så fald, hvad har i fået? 

Vejret har været skønt på det seneste og derfor gik jeg en tur i Jægersborg Dyrehave med min far. Det er lidt en tradition at tage i skoven og nyde de smukke efterårsfarver, der er alle vegne. Jeg tog mit spejlrefleks med, som altid og det kom der nogle fine billeder ud af. Vi var heldige at både krondyr, dådyr og sikahjorte var fremme og nogle så tæt på man nærmest kunne røre dem. Hvilket man selvfølgelig ikke gør hvor fristende det så end er.

Alt i alt var det en skøn tur og det er bare skønt at gå en tur i naturen og nyde den friske luft. Jeg kan selvfølgelig ikke gå så langt, som jeg gerne vil og har kunnet, men jeg prøver altid at få det bedste ud af det. Heldigvis er der også en del bænke i dyrehaven og det giver en mulighed for at hvile lidt inden man vandre videre.

Hvis I nogensinde er i nærheden af Jægersborg og Fortunen, så gør jer selv den tjeneste at gå en tur ind i dyrehaven. Det er det hele værd og har man mod på det, så kan man gå helt ud til Bakken.