~Reklame: Presseadgang modtaget af BogForum~

Sidste dag på BogForum er altid lidt svær. Ens hoved er ved at være fyldt, ens bankkonto er tom og energi-niveauet er ved at ramme nul, men samtidig er det også en god dag. Man får mulighed for at suge de sidste indtryk til sig og samtidig er der som regel færre mennesker. Det giver en bedre mulighed for, at få en siddeplads og mere plads til at gå rundt. Gangene er nemme at navigere igennem og risikoen for at brage ind i andre mennesker er mindre. Men nok om det, da det immervæk er mere vigtigt at fortælle om de ting jeg fik oplevet ;)

Første punkt for mig var Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker, der snakkede om deres genfortællinger af Grimms eventyr. Det punkt var nok også dagens højdepunkt, hvis ikke højdepunkt for hele messen. Jeg havde virkelig glædet mig til dette interview og jeg blev ikke skuffet. Det tror jeg heller ikke Regitze gjorde. Lige nu kan man kun få bøgen, som ebog/lydbog, men til februar kommer den i et fysisk eksemplar med fine illustrationer. Se den bog glæder jeg mig virkelig meget til.

Efter dette herlige interview gik Regitze og jeg hen til Arnold Busck for at prøve kræfter med deres Bezzerwizzer quiz. Vi havde bestemt ikke regnet med at vinde det store spil, men det gjorde vi. Det ene spørgsmål kan jeg takke min mormor for at have hjulpet i form af den viden hun har givet mig om blomster og deres latinske navne. Det sidste spørgsmål får Regitze æren af. Vi var virkelig meget i tvivl, men endte med at svare rigtigt. Regitze fik lov til at tage spillet med hjem, da hun ikke har brætspillet, men kun ekstra spørgsmål. Det havde jeg virkelig meget optur over og jeg kan stadig smile. Vi var så sikre på sidste svar var forkert, men det var det heldigvis ikke.

Næste punkt var signering med Sissel Bøe og Peter Madsen. Jeg blev forelsket i Troldeliv, da jeg til readathon læste ‘Troldeliv – Fem historier fra højen’ og derfor måtte jeg bare få signeret den bog og så den anden ‘Troldeliv – Fem fortællinger fra skoven‘ + ‘Eventyrbogen’, som kun Peter Madsen har lavet. Jeg har de tidligere år observeret deres signeringer og de har altid virket så fantastiske. De giver sig virkelig tid til hver evig eneste person – om det er barn eller voksen er underordnet. De tager sig den tid det nu engang tager, når Peter også skal tegne de søde trolde. Du kan jo helt selv bestemme hvem han skal tegne og det synes jeg bare er så overskudsagtigt.

Til den ene af troldliv-bøgerne fik Peter frie hænder og han spurgte ret ivrigt om han måtte tegne troldefar, da han sjældent får lov til det. Som regel tegner han for børn og de vil hellere have troldeungerne. Jeg sagde ja og det fortryder jeg ikke. Den tegning er bare så skøn!

Derefter var programmet tomt. Jeg havde planer om at høre Ghita Nørby og Peter Lund Madsen snakke om H.C. Andersens eventyr, men efter det kaos med brødrene valgte jeg at skippe det punkt. Så min mor, Regitze og jeg gik egentlig bare rundt og kiggede inden min mor skulle til signering med Michael Katz Krefeldt. Derefter gik turen hjem og BogForum var for vores vedkommende slut for i år. 

Jeg glæder mig allerede til næste år!

~Reklame: Presseadgang modtaget af BogForum~

Lørdag var endnu en okay stille dag. Jeg havde ikke vildt mange punkter. Faktisk havde jeg kun 2 must punkter, så det var meget rart. Det første punkt var Kenneth Bøgh Andersen, der signerede ved Høst & Søn. Jeg følte mig lidt malplaceret når alle de andre i køen, som jeg kunne se, havde bøger fra ’Den Store Djævlekrig’ eller Tempus Fugit med til signeringen. Jeg stod nemlig med hhv. ’Juleønsket’ og ’Jagten på julemandens latter’. De er jo i en lidt anden genre. Fortryder lidt jeg ikke slæbte ’Julemandens død’ med, men der kommer vel altid en anden gang.

Det næste punkt blev Louise O’Neill på SPOT Scenen. Hun var lige så skøn denne gang. Egentlig nåede jeg også at se Gayle Forman, der var punktet før Louise O’Neill. Planen var egentlig, at jeg også skulle have set Karen M. McManus, men det punkt kolliderede med Peter Lund Madsen og Anders Lund Madsen, der var det andet punkt jeg bare ikke måtte gå glip af.

Jeg havde sendt min mor afsted til Lindhardt & Ringhof, for at finde en plads til os begge. En plads fik hun da, men jeg nåede ikke hen til den plads min mor havde lavet til mig. En kvinde kunne åbenbart ikke se mig, der var på vej hen imod min mor. Hun var egentlig ret ubehøvlet. Jeg var jo ikke usynlig. Når nok om det, det er hvad det er og i sidste ende fik jeg en siddeplads.

Jeg må indrømme jeg havde høje forventninger til brødrene og dem indfriede de 110%. Det skulle egentlig omhandle Peter Lund Madsens nye bog, men det endte med at ryge lidt i hegnet. Ikke at det gjorde noget overhovedet. Anders jokede lige i starten og derefter blev det lidt mere alvorligt. Sindslidelser er et ret tungt emne, men de formåede at gøre det let og samtidig fik de formidlet budskabet ved Peter Lund Madsens nye bog ’Frihedens pris – en kort historie om menneskehjernen’. Peter kom med en ret god pointe henimod slutningen og det var, at vi skal være glade for hvad vores hjerne kan og være forundret over hvor få gange det går galt.

Efter samtalen, ja det var ikke et decideret interview i mine øjne, signerede Peter Lund Madsen sin bog og det gik lidt galt for ham, da det blev min tur. Han kom simpelthen til at skrive det forkerte navn. Jeg havde egentlig bare regnet med han ville strege navnet ud og så skrive mit rigtige navn, men nej jeg fik en helt ny bog hvor det rette navn blev skrevet. Det var en ret sjov episode, specielt taget i betragtning af, at hele ”interviewet” omhandlede menneskehjernen.

Lørdagen blev ligeså god, som jeg havde forventet. Måske endda bedre end forventet. Samtalen med Peter Lund Madsen og Anders Lund Madsen endte med at være dagens absolut mest suveræne højdepunkt.

Hvis I var med lørdag, hvad var så jeres højdepunkt(er)?

~Reklame: Presseadgang modtaget af BogForum~

Dette indlæg kommer til at omhandle min fredag på BogForum. Det er virkelig et af årets højdepunkter, for mig og sikkert også for andre. Det er lidt ligesom juleaften for bogelskere. Bøger, samtaler, interviews og signeringer = den rene drøm. Jeg ankom, som altid, spændt og klar til at tage hul på BogForum. Mit program for i år var ikke så presset, som det har været de andre år og det var virkelig dejligt. Jeg kan huske hvor meget jeg har drønet rundt, gerne i selskab med Regitze og hold op hvor kan man miste pusten hurtigt. Overblikket kan også nemt ryge, men der kan jeg kun anbefale det fysiske program, samt BogForum app’en. Begge er uundværlige og har flere gange reddet mig fra kaos.

Jeg startede fredagen med at besøge “Læs for livet” og deres stand, for at aflevere et par bøger (5 stk.). Jeg fulgtes med Regitze, der så fint fyldte hele deres kurv op med bøger. Jeg vender tilbage med flere bøger, det er sikkert og vist, da formålet bare er så godt! Vi fik også købt os et læsekit til en flad 50’er. Det var virkelig et fedt koncept og pengene gik jo til et fantastisk formål. Så hermed en opfordring fra mig om at støtte op om Læs for Livet!

~Billede taget af Regitze fra Bookish Love Affair~

Derefter fik jeg gået lidt frem og tilbage for lige at danne mig et overblik over hallerne. Set Poes arbejdsværelse, hvilket ærlig talt var en smule skuffende. For ikke at sige meget skuffende. Havde egentlig forventet mig mere af det, men man kan vel ikke få det hele. Jeg fik også købt et par bøger og inden jeg fik set mig om var det tid til første punkt på programmet, nemlig Tina Horsted og en snak om medicinsk cannabis. Jeg havde set vildt meget frem til dette punkt, da det er et emne jeg har en del interesse i, men jeg også har været tilbageholdende med mine spørgsmål, da emnet stadig er tabubelagt.

Tina Horsted er speciallæge i anæstesi og smertebehandling og har skrevet bogen “Medicinsk cannabis”. Hun fik fortalt en helt del og jeg tror en del mennesker ville have haft godt af at høre hende snakke om dette emne. Det er ingen hemmelighed, at min interesse er personlig og omhandler mine egne smerter. Jeg har længe gerne ville se om CBD kunne være en mulighed til mine mange smerter vs. min psykiske diagnose. Jeg mener denne samtale om bogen gav et godt indblik i det og mulighederne. Det er noget jeg skal have spurgt mine forskellige behandlere om, men det er jo lidt et sidespor. Det er i hvert fald en bog, der nu er røget på ønskesedlen til jul.

Et andet vigtigt punkt/højdepunkt var Louise O’Neill. Jeg har desværre ikke haft tid til at læse “Asking For It”, som jeg købte tidligere før BogForum, men jeg ville enormt gerne hører hende og det fik jeg gjort. Hun er godt nok skøn. Hun har nogle virkelig gode pointer og jeg glæder mig virkelig til at få læst den bog. Jeg mener at de emner hun bringer på banen er enormt vigtige og ofte ret overset. Det er svære emner at snakke om, men snakkes om dem skal der.

Jeg havde egentlig planer om at høre Karen Thisted og Helle Joof, med min mor, men køen indtil ‘Scenen’ var så lang, at det opgav vi. Min mor fik i stedet deres fælles bog signeret imens jeg var henne og hører Nanna Foss i samtale med Malene Sølvsten. Det var en enormt spændende samtale, mere interessant end jeg havde forventet. Begge kvinder er skønne og deres bøger er virkelig gode, så jeg ved ikke hvorfor jeg var overrasket over  hvor godt det indslag var.

Jeg havde travlt bagefter, med at finde min mor ved Lindhardt & Ringhof, da hun skulle sørge for pladser til os. Vi skulle nemlig hører Peter Lund Madsen interviewe Anne Birgitte Stürup omkring det at være anklager og være på ofrenes side, som hendes bog også hedder. Det gav et fint indblik i det at være anklager og hvad det indebærer. Peter stillede nogle virkelig skarpe spørgsmål og Anne Birgitte Stürup gav ligeledes nogle skarpe svar. Emnet omkring voldtægtsofre og hvor få gerningsmænd, der egentlig bliver dømt var lidt skræmmende, men det vagte også en lille smule vrede. Både i mig, men sørme også i Anne Birgitte Stürup. Jeg kunne føle hendes engagement og vrede over hvor svært det kan være at få en gerningsmand dømt. Igen et emne, der er super relevant og et vi burde snakke mere om. Specielt med henblik på hvor meget “metoo” har skabt debat. 

Fredagen endte med at være ret afslappet og det var virkelig dejligt. Jeg havde faktisk mulighed for at sidde og slappe af og få kigget på de fleste stande.

Hvis I var til BogForum, så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad, der var det bedste ved messen, for jer? 

 

Mit hjem er ikke forfærdeligt stort. Jeg har 35 kvm at gøre godt med og det er ærlig talt ikke meget. Der er ikke plads til alle de møbler jeg kunne tænke mig. Dog er det enormt hyggeligt og overskueligt når der skal gøres rent. Mit hjem er indrettet med sorte og hvide møbler. Det passer lige til mig. Råt og så med fine detaljer, så som kobber “nips”. Jeg har før delt detaljer fra mit hjem, men nu får i et par stykker til.

home1 home2 home3 home4

Jeg ville ønske jeg havde plads til flere møbler eller havde en større bolig, så jeg kunne indrette noget mere og have plads til en sofa og et pænere sofabord. Men man må jo klare sig med det man har og jeg skal ikke klage.

Forresten faldt jeg over denne side, med inspiration til antik/romantisk indretning :)

Jeg elsker roastbeef, som i ELSKER. Der findes ikke noget bedre end en mild rosa roastbeef med kartofler og en god sauce til. Det er ren hygge mad og passer sig måske bedst til de koldere måneder. Dog smager det også godt når en roastbeef grilles og serveres kold med en kartoffel salat til. Nogle vil nok mene at det er en dødssynd at stege den næsten “well done”, men jeg kan bare ikke ha’ det når den smager blodig. Hvis den serveres kold må den med glæde gerne være rød inden i, da jeg ikke får den der blod smag når den er kold.

Tror de fleste servere en roastbeef med kartofler, af en art, og en sauce til. Det vel sådan set det mest almindelige. Ellers spiser de fleste det nok også som pålæg, på rugbrød og med remoulade og ristede løg på. Roastbeef smager bare syndigt godt og den er stort set altid mør. jeg har i hvert fald aldrig fået en sej roastbeef.

Ny inspiration til servering af roastbeef er altid en bonus, for i længden kan den sædvanlige stegte roastbeef godt blive kedelig. Jeg faldt over en opskrift hos Ude & Hjemme, den er en del af Dukan Kuren, men kan også spises selvom man ikke er tilhænger af den kur. Opskriften kan du få via denne side. For mig lyder det som en lækker kombo og tror den skal prøves inden det bliver alt for koldt udenfor. Er også sikker på at cremen kan varieres hvis man nu ikke er så glad for basilikum.

Dukan uge 43-46 NB2013 uge 38 + 39

Billede: Ude & Hjemme