I går var jeg til en nerveledningsundersøgelse, da jeg har føleforstyrrelser i mine fingre og tæer. Jeg var virkelig nervøs, da jeg ingen anelse havde om hvordan sådan en undersøgelse foregik eller om der var noget galt med mine nerver. Jeg vidste bare at jeg skulle ligge ned og have nogle overfladeelektroder siddende forskellige steder på arme og ben. I følge mine papirer kunne der, hos nogle patienter, opstå lettere ubehag og det var en underdrivelse. Det gjorde latterligt ondt. Jeg havde lyst til at skrige og jeg greb om en pude, så hårdt at mine fingre blev hvide og ømme. Først stod begge ben/fødder for skud og efter det gik lægen i gang med højre arm. Efter dette gik han ud af lokalet, fordi han gerne ville se billederne på en anden skærm… Se der blev jeg nervøs. Min puls steg endnu mere, hvis det var muligt, fordi mit hjerte allerede bankede derudad.

Han kom så tilbage og sagde han lige skulle teste noget med mine ben. Så nu stod venstre ben for skud igen og for satan hvor gjorde det bare ondt anden gang. Men det gik åbenbart, som det skulle. Han fortalte mig at mine ben reagerede, som de skulle, men han havde haft problemer med at måle et sted på mit højre ben; nemlig der hvor jeg er blevet opereret. Så det var ikke nervebetændelse, som lægen havde været bange for. Da det ligesom var komme på plads skulle venstre arm testes og så var det hele overstået. Lægen sagde det så fint ud og resultaterne bliver sendt til min neurolog. Jeg får svar d. 7. marts og selvom han sagde alt så fint ud, så er jeg alligevel nervøs :/

Det tog 1,5 time og det var et rent smertehelvede. At kalde det lettere ubehag var simpelthen løgn og jeg fandt ud af, at jeg må have fået tilsendt nogle gamle papirer, fordi i dem jeg fandt på deres hjemmeside stod der, at nogle patienter oplever ubehag, men at undersøgelsen er ganske ufarlig. Jeg ville have ønsket nogle havde fortalt mig hvor ondt det gør, så jeg mentalt kunne have forberedt mig.

Jeg er i dag så øm i kroppen, at det føles som om jeg har været i fitnesscenteret og trænet i 4 timer uden pause og uden at strække ud bagefter. Av, av, av siger jeg bare!

I sidste uge var til min første session hos en psykolog, der er tilknyttet smerteklinikken. Jeg var virkelig ikke i humør til det og jeg tænkte bare ”åh gud nej”, men jeg blev positivt overrasket. Hun er virkelig rar og her den første gang skulle vi bare snakke sammen om hvordan det står til og næste gang går vi så i gang med selve behandlingen. Alle mine fordomme omkring psykologer er væk, fordi ja sådan nogle havde jeg. Jeg har altid sagt nej til behandling hos en psykolog og nu fortryder jeg det. Jeg går og tænker på hvordan jeg mon havde haft det i dag, havde jeg gået til psykolog/i terapi.

Jeg kan ikke huske hvad næste gang byder på, men jeg glæder mig. Jeg håber virkelig de her sessioner kan hjælpe mig med at lærer mig selv og min smerte bedre at kende. Vi skal jo gå hånd i hånd resten af livet, så vi må altså se at blive venner, det andet går ikke.

Jeg kommer nok til at skrive mere om det, nu når behandlingen for alvor starter :D

Siden mit første indlæg, omkring det smertehåndteringskursus jeg går på, har jeg været der yderligere 3 gange. Vi har fået oplyst vores rettigheder i forhold til kommunen, vi har snakket medicin og i denne uge snakkede vi om kost og motion. Der blev vi introduceret til K.R.A.M. – Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Det kan være nogle lidt lange dage, da hver gang spænder over 2,5 timer. Vi får dog et par pauser og vi kan jo flytte os, som vi har behov for i forhold til vores individuelle behov.

Jeg synes det var enormt informativt at få oplyst mine rettigheder i forhold til kommunen. Det gør man er parat i tilfælde af man skal i kamp med kommunen. Det tvivler jeg på jeg kommer til, men man kan aldrig vide sig 100% sikker.
Det med medicinen kunne jeg godt have været foruden. Der var intet nyt under solen og jeg lærte absolut ingenting. Men det er da et godt modul, hvis man ikke har prøvet så meget medicin, som jeg har.

I torsdags handlede det jo så om motion og kost og det var virkelig et godt modul. Vi fik en del at vide og det var fedt alle blev inddraget til at komme med bud på hvad, der kan påvirke de kroniske smerter, på godt og ondt, i forhold til K.R.A.M..Det var interessant at høre omkring hvordan alkohol faktisk kan virke smertelindrende på kort sigt imens det kan frembringe de kroniske smerter ved længerevarende forbrug. Derfor var det, efter sygeplejerskernes eget udsagn, okay at tage et glas vin eller to i ny og næ. Det kan jo teknisk set hjælpe os igennem Tante Gerdas 90 års fødselsdag, så vi ikke oplever så mange smerter. Bare vi ikke drikker hver dag.

Jeg synes jeg får enormt meget ud af det her kursus. Faktisk får jeg mere ud af det, end jeg selv havde forestillet mig. Jeg tænkte det kunne blive enormt kedeligt, men det er overhovedet ikke kedeligt og jeg elsker den ping pong, der er imellem “underviserne” og os deltagere. Vi bliver opfordret til at deltage aktivt og det er en fed oplevelse.

Jeg er sikker på det her kursus nok skal kunne hjælpe på den ene eller anden måde i forhold til at håndtere mine smerter. Jeg håber jeg får en masse værktøjer, som kan hjælpe mig i forskellige situationer. Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver 100% smertefri, men det er egentlig også okay så længe jeg har nogle værktøjer til at kunne klare de her smerter :)

20. January 2018 · 6 comments · Categories: Personal, Random · Tags: ,

Jeg har jordens dejligste kat. Hun er højst sandsynlig norsk skovkat, men vi er ikke sikre, da hun er en lille “overskuds” kat. Hun er fra Kattens Værn, så ophav og hvordan hun er havnet der, ved vi ikke så meget om. Vi ved hun er blevet hentet af en katteinspektør og hun havde en søster. Søsteren blev adopteret før Minea og det var jo heldigt for os, for så var hun jo tilbage og kunne adopteres af os. Hun var meget sky i starten. Hun gemte sig og ville absolut ikke i menneskehænder, men det har bestemt ændret sig. 

Hun er stadig ikke super glad for fremmede/nye mennesker, men hun er begyndt at varme lidt op. Hun er en rigtig kælegris og så er hun altså husets dronning. Og sådan skal det også være. Har man investeret i et kæledyr, så skal de altså også blive en del af familien. Herhjemme joker vi med at vi allernådigst låner møblerne af hende. Det er nemlig hendes møbler. Hun er enormt madglad og du kan få hende lokket til det meste ved hjælp af mad. Det har altså sine fordele ;)

Eneste problem, som vi stadig kæmper med, er hendes lyst til at æde min kanin. Hideaki er simpelthen, i hendes øjne, en lækker lille snack. Så Minea må kun være i nærheden af ham hvis vi er der. Men nuvel, man kan jo ikke få det hele. 

Pointen med dette indlæg var egentlig bare at dele nogle billeder af min lille langhårede djævel, men nu fik I da også en anekdote eller to knyttet til indlægget :P


1. Jeg sover stadig helt ad helvede til, men håber stadig det ændre sig. Jeg er træt af at vende og dreje mig.
2. Jeg er ENDELIG blevet indkaldt til den elektrode test. Det har så også “kun” taget dem 7 uger at sende den indkaldelse… Og det kan stadig ikke overholde ventetidsgarantien!
3. Jeg har haft besøg af min sundhedsfaglige mentor. Hun er altså guld værd :D
4. Jeg fik, i samarbejde med min mor, bag en virkelig skøn pæretærte med marcipan.
5. Jeg  er stadig ikke kommet længere med mit layout. Det vil bare ikke makke ret :(
6. Jeg er virkelig glad for mine nye hovedtelefoner. Synes stadig det er vildt at man har lavet den slags teknologi!
7. Kære lille Minea er blevet endnu mere kælen og opmærksomhedssøgende.
8. Jeg er begyndt på at lave en Bullet Journal og det er simpelthen noget af det mest afslappende.
9. Jeg har stadig ikke været i fitnesscenteret, men jeg håber på jeg når at træne bare en gang inden januar slutter.
10. Min sundhedsfaglige mentor fortalte mig om muligheden for at ansøge kommunen om hjælp til et TENS/TNS apparat. Det har jeg tænkt mig at drøfte med min sagsbehandler når jeg alligevel skal kontakte hende i denne uge :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...