I sidste uge var til min første session hos en psykolog, der er tilknyttet smerteklinikken. Jeg var virkelig ikke i humør til det og jeg tænkte bare ”åh gud nej”, men jeg blev positivt overrasket. Hun er virkelig rar og her den første gang skulle vi bare snakke sammen om hvordan det står til og næste gang går vi så i gang med selve behandlingen. Alle mine fordomme omkring psykologer er væk, fordi ja sådan nogle havde jeg. Jeg har altid sagt nej til behandling hos en psykolog og nu fortryder jeg det. Jeg går og tænker på hvordan jeg mon havde haft det i dag, havde jeg gået til psykolog/i terapi.

Jeg kan ikke huske hvad næste gang byder på, men jeg glæder mig. Jeg håber virkelig de her sessioner kan hjælpe mig med at lærer mig selv og min smerte bedre at kende. Vi skal jo gå hånd i hånd resten af livet, så vi må altså se at blive venner, det andet går ikke.

Jeg kommer nok til at skrive mere om det, nu når behandlingen for alvor starter :D

Siden mit første indlæg, omkring det smertehåndteringskursus jeg går på, har jeg været der yderligere 3 gange. Vi har fået oplyst vores rettigheder i forhold til kommunen, vi har snakket medicin og i denne uge snakkede vi om kost og motion. Der blev vi introduceret til K.R.A.M. – Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Det kan være nogle lidt lange dage, da hver gang spænder over 2,5 timer. Vi får dog et par pauser og vi kan jo flytte os, som vi har behov for i forhold til vores individuelle behov.

Jeg synes det var enormt informativt at få oplyst mine rettigheder i forhold til kommunen. Det gør man er parat i tilfælde af man skal i kamp med kommunen. Det tvivler jeg på jeg kommer til, men man kan aldrig vide sig 100% sikker.
Det med medicinen kunne jeg godt have været foruden. Der var intet nyt under solen og jeg lærte absolut ingenting. Men det er da et godt modul, hvis man ikke har prøvet så meget medicin, som jeg har.

I torsdags handlede det jo så om motion og kost og det var virkelig et godt modul. Vi fik en del at vide og det var fedt alle blev inddraget til at komme med bud på hvad, der kan påvirke de kroniske smerter, på godt og ondt, i forhold til K.R.A.M..Det var interessant at høre omkring hvordan alkohol faktisk kan virke smertelindrende på kort sigt imens det kan frembringe de kroniske smerter ved længerevarende forbrug. Derfor var det, efter sygeplejerskernes eget udsagn, okay at tage et glas vin eller to i ny og næ. Det kan jo teknisk set hjælpe os igennem Tante Gerdas 90 års fødselsdag, så vi ikke oplever så mange smerter. Bare vi ikke drikker hver dag.

Jeg synes jeg får enormt meget ud af det her kursus. Faktisk får jeg mere ud af det, end jeg selv havde forestillet mig. Jeg tænkte det kunne blive enormt kedeligt, men det er overhovedet ikke kedeligt og jeg elsker den ping pong, der er imellem “underviserne” og os deltagere. Vi bliver opfordret til at deltage aktivt og det er en fed oplevelse.

Jeg er sikker på det her kursus nok skal kunne hjælpe på den ene eller anden måde i forhold til at håndtere mine smerter. Jeg håber jeg får en masse værktøjer, som kan hjælpe mig i forskellige situationer. Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver 100% smertefri, men det er egentlig også okay så længe jeg har nogle værktøjer til at kunne klare de her smerter :)

1. Jeg sover stadig helt ad helvede til, men håber stadig det ændre sig. Jeg er træt af at vende og dreje mig.
2. Jeg er ENDELIG blevet indkaldt til den elektrode test. Det har så også “kun” taget dem 7 uger at sende den indkaldelse… Og det kan stadig ikke overholde ventetidsgarantien!
3. Jeg har haft besøg af min sundhedsfaglige mentor. Hun er altså guld værd :D
4. Jeg fik, i samarbejde med min mor, bag en virkelig skøn pæretærte med marcipan.
5. Jeg  er stadig ikke kommet længere med mit layout. Det vil bare ikke makke ret :(
6. Jeg er virkelig glad for mine nye hovedtelefoner. Synes stadig det er vildt at man har lavet den slags teknologi!
7. Kære lille Minea er blevet endnu mere kælen og opmærksomhedssøgende.
8. Jeg er begyndt på at lave en Bullet Journal og det er simpelthen noget af det mest afslappende.
9. Jeg har stadig ikke været i fitnesscenteret, men jeg håber på jeg når at træne bare en gang inden januar slutter.
10. Min sundhedsfaglige mentor fortalte mig om muligheden for at ansøge kommunen om hjælp til et TENS/TNS apparat. Det har jeg tænkt mig at drøfte med min sagsbehandler når jeg alligevel skal kontakte hende i denne uge :)

Det er ingen hemmelighed, at jeg kæmper med kroniske smerter. Jeg taler tit om dem, fordi de er så altoverskyggende og de styrer mit liv. Der er mange ting jeg ikke kan nu, som jeg kunne før jeg blev ramt af disse smerter. Og de ting jeg stadig kan tager som regel længere tid. Det er forfærdeligt at have kroniske smerter og jeg ville ikke engang ønske det for min værste fjende.

Men nok om det. Det her skal handle om min oplevelse med opstart af smertehåndteringskursus. Jeg startede i torsdags og jeg må indrømme at jeg bare havde lyst til at blive væk. Jeg kunne slet ikke overskue det og det skabte en masse bøvl med min angst. Jeg kom dog afsted og jeg var nervøs da jeg kom. Hvad gik det hele ud på? Hvordan var mine med kursister? Der var så mange spørgsmål inde i mit lille hoved.

Det hele startede stille og roligt. Vi var vist allesammen sådan lidt forsigtige. Hende der underviste fortalte os alt hvad vi havde behov for at vide. Der var ingen, der havde nogle spørgsmål og alle virkede lettede og glade. Nu kom dog noget jeg havde frygtet… Vi skulle introduceres for hinanden, gisp! Jeg hader den slags, men jeg kom igennem og det er jeg stolt af.

Alt i alt var det en god dag, selvom det tog 2,5 time. Vi holdt en del pauser og jeg var virkelig overrasket over hvad vi egentlig må gøre imens vi undervises. Vi må bevæge os rundt i lokalet, hente en madras og lægge os ned. Vi må sidde eller stå op af en væg. Vi må læne stolen helt tilbage. Ja vi må teknisk set alt, bare det ikke er forstyrrende. Det må vi selvfølgelig fordi vi alle har kroniske smerter og vi har brug for forskellige ting. Det synes jeg er super godt og det gjorde bare oplevelsen endnu mere positiv. 

Smertehåndteringskurset foregår over 11 gange og hver gang omhandler et specifikt emne. Det stopper i april, fordi vi jo løber ind i nogle helligdage. Så hver torsdag skal jeg gå til dette kursus og jeg har forhåbninger om, at det kan hjælpe mig med at kunne klare smerterne bedre. At smerterne ikke kommer til at styrer mig mere. Jeg håber jeg kommer til at lærer en masse om hvordan man aflæser kroppens signaler og om hvordan man håndtere situationer hvor ingen ikke rigtig forstår hvorfor man f.eks. ikke kan komme til en fødselsdag eller kun kan være der et par timer. Jeg er håbefuld for, at dette kursus kan hjælpe mig til en bedre hverdag. 

Jeg kommer forhåbentlig til at opdaterer lidt hen ad vejen, men vi får at se hvor meget energi jeg har længere hen i forløbet :)

1. Jeg sover virkelig ad helvede til for tiden, men håber det snart ændre sig.
2. Jeg skrev en email til min neurolog, om hun ikke kunne rykke for en indkaldelse og det kan hun åbenbart ikke, men hun gav mig et telefonnummer og så må jeg selv prøve at rykke dem. Kan ikke se hvorfor hun ikke kan gøre det, men nuvel, så må jeg jo bare overvinde min angst og gøre det…
3. Jeg har fået mine bøger, som jeg bestilte, for de penge jeg fik i julegave. Dem skal I nok snart få at se. Vejret skal bare lige være lidt bedre, så jeg kan få taget nogle ordentlige billeder.
4. Rema1000 har tilbud på Nupo og det er ren lykke. Så kunne jeg nemlig få fat i et par stykker af min yndlings bar :D
5. Roder stadig med mit layout. Det vil simpelthen ikke makke ret. Det giver mig lyst til at skrige!
6. Smertehåndteringskurset starter i næste uge og det glæder jeg mig til.
7. Jeg havde en hyggelig nytårsaften med mine forældre. Det er altså rart bare at kunne hygge uden at skulle klæde sig fint på :P
8. Nytår betyder kransekage og det har jeg måske, måske ikke, spist lidt for meget af.
9. Jeg har sat mig for at prøve at gå i fitnesscenter igen. Vil starte med bare at cykle, da det er det mest nænsomme for min krop. Så må vi se hvordan det går.
10. Min newzealandske veninde og hendes mor har jo besøgt København og det var så dejligt at se dem igen, men det er altid svært at skulle sige farvel. Det vides jo ikke hvornår vi ses igen. New Zealand er jo ikke sted man bare lige tager en smuttur til :/