08. July 2018 · 8 comments · Categories: Health, Personal · Tags:

I sidste uge var jeg på VRR, Rygambulatoriet på Rigshospitalet – Glostrup og sikke en oplevelse… Jeg var glad for at jeg var fremme i god tid, da jeg blev bedt om at udfylde en roman, som jeg tænker de kunne have sendt med i e-Boks. Jeg sad nervøst og ventede imens forsinkelsen blev længere og længere. Efter ca. 30 minutters forsinkelse kom en læge ind og kaldte mit navn. Han præsenterede sig pænt og selvfølgelig var hans kontor allernederst på gangen. Jeg havde min mor med, da 4 ører hører bedre end 2 og det er jeg virkelig taknemmelig for, da denne læge virkelig ikke var rar.

Han startede med at spørge om hvorfor jeg var her og spurgte så om mit hoved var okay. Altså jeg ved ikke lige hvad det har med noget at gøre, men mit hoved fejler intet. Allerede der vidste jeg, at denne konsultation ville blive helvede og jeg fik ret. Han var simpelthen den mest usympatiske læge jeg nogensinde har mødt og det siger en del!

Han blev ved med at sige at billederne fra MR skanningen var ringe, da det var en åben skanner og derfor var det svært for ham at bedømme hvordan min ryg egentlig ser ud. Jeg tænkte, at hvis de virkelig var så dårlige, så kunne han jo bestille nogle nye og jeg kunne så prøve at se om jeg kunne klarer en lukket skanner. Men næh nej… Da han havde “brokket” sig nok over billederne og fortalt mig at min ryg så fin ud, ja så kom den klassiske mirakelkur imod smerter: “Du skal bare tabe dig”. Hvis det nu var så nemt så havde jeg nok allerede gjort det. Det gjorde mig bare så harm. Jeg blev fuldstændig fejet ad bordet, selvom han påstod det ikke var det han gjorde. 

Han spurgte også ind til min beskæftigelse og ønsker om uddannelse, men igen, hvorfor er det relevant? 

Hele konsultationen endte med disse 4 “råd”, som åbenbart mirakuløst kan kurerer mig…
Tab dig.
Stå og gå i militær stilling.
Vær stolt af din højde.
Se at få dig en uddannelse, fordi det ikke bliver nemmere jo ældre man er.

Jeg vil jo gerne tabe mig og have en uddannelse, men det er bare ikke så nemt når man er plaget af stærke smerter. Jeg tager jo for fanden ikke eksperimentelbaseret medicin imod smerterne, for sjov!

Sidst men ikke mindst kan jeg virkelig ikke se hvordan han tolker billederne til, at min ryg ikke fejler noget, når resultaterne fra røntgenlægen siger anderledes.
Nej jeg ønsker ikke operation, jeg ønsker bare at nogle vil erkende, at noget er galt. Mine smerter, føleforstyrrelser og mini spjæt med hænderne er jo ikke normalt og det er, som om ingen gider beskæftige sig med det. Jeg føler bare det hele kører i ring og der er ingen ende på noget af det. Det er skruen uden ende og det påvirker mit humør ufattelig meget.

25. June 2018 · 6 comments · Categories: Health, Personal · Tags:

I torsdag havde jeg tid hos endnu en reumatolog. Han er nummer 4 i rækken og jeg frygtede seriøst han ville sige han ikke kunne hjælpe. Jeg har hele tiden tænkt hvad endnu en reumatolog kan gøre, som de andre ikke kunne? De 3 andre har bare fejet mig af bordet og sagt de ikke kunne hjælpe. En af dem gad ikke en gang kigge ordentligt på min journal. Det er ikke ligefrem det, der skaber tillid til denne type speciallæge.

Min frygt blev dog gjort til skamme. Han var skide sød og forklarede mig alt lige ud. Jeg fik endelig svar på næsten alle mine spørgsmål. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen af lettelse over, at nogle endelig tog mig virkelig seriøst og havde sat sig grundigt ind i mine skanninger og sygdoms-historie. Han forklarede alt omkring hvor sjældent man støder på en person, i min alder, med så mange rygproblemer og hvor lidt man egentlig kan gøre ved det. Han sagde kort og kontant, at han mente en rygkirurg skulle kigge på resultatet, da en af de mange diskusprolapser, i brysthvirvelsøjlen, trykker på rygmarven og det skal tages alvorligt, da den kan spille min førlighed et puds. 

Vi aftalte, at jeg frit kan ringe til ham og aftale en tid hvis jeg står med spørgsmål eller hvis noget bliver værre. Det synes jeg bare er så fantastisk. Han har formået at få vendt mit syn på reumatologer til det mere positive.

Nu er der ikke andet end at vente på en indkaldelse og så må jeg tage den derfra. Operation eller ej, så er det bare dejligt endelig at være blevet taget seriøst igen :)

1. Jeg er, som før nævnt, blevet skannet og resultatet var ikke det jeg håbede, så jeg har været ret lang nede humørmæssigt :/
2. Shawn Mendes’ nye album er virkelig godt. Det samme gælder det nye album fra BTS :D
3. Jeg er endelig blevet inviteret til en EX raid (Pokémon Go), så nu håber jeg på ar fange MewTwo!
4. Jeg har købt nyt træningstøj, da jeg har fået grønt lys for, at jeg må træne blidt. Det er fra Zizzis nye active kollektion og jeg er vild med det!
5. Jeg kan slet ikke holde den varme ud, som vi oplever for tiden. Jeg vil have koldere vejr og gerne lidt regn.
6. Jeg var et smut forbi min piercer i går, da en kunstig opal var faldet ud af et af mine smykker. Købte dem for 3 uger siden, så det burde ikke kunne ske. De har dog bestilt en ny hjem til mig og de ringer når de får den :)
7. Min kommune har mistet nogle papirer i forbindelse med min ansøgning om læsebriller… Så nu har jeg måtte genskaffe dem og nu skal jeg bare lige have sendt dem tilbage, ugh!
8. Etsy er seriøst et farligt sted at shoppe! Jeg har fået købt lidt forskelligt og jeg viser det snart frem :P
9. Jeg er nu nr. 15 på listen til en lejlighed og jeg er lykkeligt. Nu kan der umuligt være lang tid tilbage til jeg får en bolig.
10. Mit pas udløber til næste år og derfor har jeg endelig taget beslutningen om at ændre mit efternavn når jeg alligevel skal have nyt pas :D

22. May 2018 · 2 comments · Categories: Health, Personal · Tags:

Jeg har været meget stille siden mine skanninger fra helvede og det er der en vældig god grund til. Jeg fik svaret på min skanninger for en uge siden og gud hvor blev jeg skuffet og ked af det. Neurologen kunne meddele at min hjerne var helt normal, men min ryg er, helt bogstaveligt talt, ved at falde sammen. Jeg har diskusprolapser og protusioner i størstedelen af min ryg. Dog mener røntgenlægen ikke, at der er tryk på nerveroden og derved kan de ikke forklare mine føleforstyrrelser. 

Der var neurologen dog uenig, men hun er ikke knogleekspert og derfor kan hun ikke hjælpe mig. Hun mente jeg skulle til endnu en reumatolog. Jeg har allerede været hos 4… Det har virkelig gjort mig ked af det. Det er, som om, jeg bare render rundt i cirkler. Jeg bliver først taget seriøst af en specialist og når resultatet af undersøgelserne komme, så kan de ikke hjælpe hvorefter de sender mig videre til en ny specialist. Det er frustrende og det gør mig ked af det. Jeg føler ikke, der findes en løsning på min problemer og jeg er så småt ved at opgive det hele.

Jeg har fået en kopi af resultatet og det er en roman uden lige og jeg håber virkelig 4. gang er lykkens gang, når det kommer til reumatologer. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op hvis han/hun ikke kan hjælpe. Så kryds fingre for, at jeg kan få en tid hos den reumatolog, min sundhedsfaglige mentor anbefalede. Hun kan stå inde for ham og derfor håber jeg også inderligt han vil/kan hjælpe mig.

Så ja det er min situation lige nu og jeg håber det hele snart vender :/

10. May 2018 · 4 comments · Categories: Health, Personal · Tags:

Åh hvor har jeg været længe om at skrive dette indlæg, men det er også et svært et af slagsen. Det omhandler, som titlen siger, de 3 MR skanninger jeg har været igennem. Det har været noget jeg har frygtet og det har været det eneste jeg har kunne tænke på. Jeg har været et rent nervevrag og min angst nåede et niveau jeg aldrig har oplevet før. 

Tirsdag, i sidste uge, skulle jeg igennem den første skanning. Det var mit hoved/min hjerne, som skulle skannes og det betød at mit hoved skulle være inde i et “bur” hvor jeg ikke kunne bevæge det. Når man lider af klaustrofobi, så var det virkelig udfordrende. Jeg kom dog igennem uden at gå i panik og det var egentlig lidt befriende, da jeg troede det ville blive den værste del. Hint: det var næsten den nemmeste del.

Torsdag, i sidste uge, skulle min nakke og brystdel af ryggen skannes og hold nu fast det var ubehageligt. Først skulle min hals spændes fast i en ring, så det føles, som om jeg var ved at blive kvalt. Den ring var ved at skabe ren panik hos mig, bare da jeg så den, men jeg kom igennem og igen troede jeg, at nu var den værste del overstået. Jeg blev dog klogere…
Brystdelen af ryggen skulle skannes efter nakken og til det skulle jeg spændes fast i en form for vest. Det var egentlig ikke så forfærdeligt at skulle spændes fast i den, men da jeg skulle ind i skannered begyndte mareridtet. Mine arme skulle, til at start med, være oppe over mit hoved. Dem måtte jeg dog gerne flytte ud til siderne, når jeg var sat på plads i skanneren. Den værste del var at blive presset fast. Den åbne skanner var meget smal og jeg fylder en del. Det er ikke den bedste kombination og det resulterede også i, at jeg ikke kunne trække vejret dybt. Se det fik mig næsten til at rykke på bolden, man har i hånden, for at få dem til at stoppe. Jeg kom igennem og jeg troede bestemt at nu kunne det kun blive nemmere til den sidste del. Der tog jeg fejl, endnu en gang…

I mandags var det tid til sidste skanning og det omhandlede lænden og mit korsben. Igen skulle jeg spændes fast i den der vest og privathospitalets aircon var i stykker, så jeg fik en slange, der kunne puste kold luft i hovedet på mig. Det var en okay løsning og jeg kogte da ikke, men min angst gik helt grassat, da jeg skulle ind i skanneren igen. Denne gang sad vesten lige ved de nederste ribben og det gjorde det nærmest helt umuligt at trække vejret, da jeg igen blev ret mast. Hen imod slutningen af lænde-delen var jeg grædefærdig. Jeg havde ondt og jeg var rædselsslagen, fordi jeg ikke rigtig kunne trække vejret. Jeg kom ud og fik en pause imens vesten skulle flyttes nedad. Jeg blev igen spændt fast og ind i skanneren med mig. Denne gang var det dog nemt og smertefrit. Det gik hurtigt og jeg kunne trække vejret helt normalt.

Jeg havde ikke kunne klare de her skanninger i et hug og ej heller uden medicin, men jeg kom igennem og jeg er stolt af mig selv. Jeg undgik af trykke på bolden, jeg undgik ren panikangst og alt i alt kom jeg igennem uden de større problemer. Jeg kunne have været de fastspændinger foruden havde jeg valgt en lukket skanner, men der havde jeg så bare været klemt sammen i selve røret. Det er jo lidt pest eller kolera, men jeg foretrækker klart den åbne skanner. Bare det at vide, at du ikke ligger inde i et rør og det faktum, at der er åbent til næsten alle sider gør det overkommeligt.

Nu venter jeg så bare på resultatet. Det skulle jeg gerne få på tirsdag, når jeg har tid hos min neurolog. Jeg håber de skanninger kan give svar på min føleforstyrrelser og mine smerter. Hvis de ikke viser noget, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre. Så kryds gerne fingre for, at jeg får et svar jeg kan bruge til noget :)