10. May 2018 · 4 comments · Categories: Health, Personal · Tags:

Åh hvor har jeg været længe om at skrive dette indlæg, men det er også et svært et af slagsen. Det omhandler, som titlen siger, de 3 MR skanninger jeg har været igennem. Det har været noget jeg har frygtet og det har været det eneste jeg har kunne tænke på. Jeg har været et rent nervevrag og min angst nåede et niveau jeg aldrig har oplevet før. 

Tirsdag, i sidste uge, skulle jeg igennem den første skanning. Det var mit hoved/min hjerne, som skulle skannes og det betød at mit hoved skulle være inde i et “bur” hvor jeg ikke kunne bevæge det. Når man lider af klaustrofobi, så var det virkelig udfordrende. Jeg kom dog igennem uden at gå i panik og det var egentlig lidt befriende, da jeg troede det ville blive den værste del. Hint: det var næsten den nemmeste del.

Torsdag, i sidste uge, skulle min nakke og brystdel af ryggen skannes og hold nu fast det var ubehageligt. Først skulle min hals spændes fast i en ring, så det føles, som om jeg var ved at blive kvalt. Den ring var ved at skabe ren panik hos mig, bare da jeg så den, men jeg kom igennem og igen troede jeg, at nu var den værste del overstået. Jeg blev dog klogere…
Brystdelen af ryggen skulle skannes efter nakken og til det skulle jeg spændes fast i en form for vest. Det var egentlig ikke så forfærdeligt at skulle spændes fast i den, men da jeg skulle ind i skannered begyndte mareridtet. Mine arme skulle, til at start med, være oppe over mit hoved. Dem måtte jeg dog gerne flytte ud til siderne, når jeg var sat på plads i skanneren. Den værste del var at blive presset fast. Den åbne skanner var meget smal og jeg fylder en del. Det er ikke den bedste kombination og det resulterede også i, at jeg ikke kunne trække vejret dybt. Se det fik mig næsten til at rykke på bolden, man har i hånden, for at få dem til at stoppe. Jeg kom igennem og jeg troede bestemt at nu kunne det kun blive nemmere til den sidste del. Der tog jeg fejl, endnu en gang…

I mandags var det tid til sidste skanning og det omhandlede lænden og mit korsben. Igen skulle jeg spændes fast i den der vest og privathospitalets aircon var i stykker, så jeg fik en slange, der kunne puste kold luft i hovedet på mig. Det var en okay løsning og jeg kogte da ikke, men min angst gik helt grassat, da jeg skulle ind i skanneren igen. Denne gang sad vesten lige ved de nederste ribben og det gjorde det nærmest helt umuligt at trække vejret, da jeg igen blev ret mast. Hen imod slutningen af lænde-delen var jeg grædefærdig. Jeg havde ondt og jeg var rædselsslagen, fordi jeg ikke rigtig kunne trække vejret. Jeg kom ud og fik en pause imens vesten skulle flyttes nedad. Jeg blev igen spændt fast og ind i skanneren med mig. Denne gang var det dog nemt og smertefrit. Det gik hurtigt og jeg kunne trække vejret helt normalt.

Jeg havde ikke kunne klare de her skanninger i et hug og ej heller uden medicin, men jeg kom igennem og jeg er stolt af mig selv. Jeg undgik af trykke på bolden, jeg undgik ren panikangst og alt i alt kom jeg igennem uden de større problemer. Jeg kunne have været de fastspændinger foruden havde jeg valgt en lukket skanner, men der havde jeg så bare været klemt sammen i selve røret. Det er jo lidt pest eller kolera, men jeg foretrækker klart den åbne skanner. Bare det at vide, at du ikke ligger inde i et rør og det faktum, at der er åbent til næsten alle sider gør det overkommeligt.

Nu venter jeg så bare på resultatet. Det skulle jeg gerne få på tirsdag, når jeg har tid hos min neurolog. Jeg håber de skanninger kan give svar på min føleforstyrrelser og mine smerter. Hvis de ikke viser noget, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre. Så kryds gerne fingre for, at jeg får et svar jeg kan bruge til noget :)

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 Comments

  1. Jeg krydser det hele!

    – A

  2. Jeg krydser også fingre <3
    Sikke en hård omgang, du har været igennem. Puha, godt det er overstået nu :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *