Åh jeg kunne skrive side op og side ned omkring de her bøger, men det vælger jeg ikke at gøre. Eller måske ender jeg med at gøre det alligevel, det kommer helt an på hvor denne post vil hen. Jeg lader den leve sit eget liv :P
(Dette skal ikke ses som en anmeldelse, men måske dette indlæg kan inspirere folk til at læse bøgerne)
Illuminae:
I denne bog møder vi Kady og Ezra. Et kærestepar, der lige har slået op, da deres planet bliver invaderet. Kady synes det sværeste hun havde oplevet indtil det punkt var at slå op med Ezra, men der tog hun gruelig fejl.
Fra det punkt tager bogen hurtig fart og bliver det jeg vil kalde for en “page-turner”. Jeg kunne næsten ikke lægge bogen fra mig. Jeg ville vide hvad der ville ske og hvordan Kady og Ezra ville klare det hele.
I denne bog møder du også en kunstig intelligens kaldet AIDAN. Han var et irritationsmoment for mig igennem næsten hele bogen. Jeg hadede ham, som pesten men det ændrede sig hen imod slutningen. Hvorfor det skete vil jeg ikke afsløre, da det vil ødelægge læseglæden ved bogen.
Formatet af bogen er helt anderledes en nogen anden bog, jeg nogensinde har læst. Den er bygget op af hemmelige dokumenter, transcripts, video overvågninger, dagbogsnotater, nedtællinger og en masse andet. Det gør den virkelig interessant og det gør den også virkelig hurtig at læse, da nogle sider kun indeholder ét ord eller kun én sætning. Det er bestemt ikke en dårlig ting og det vil du forstå når du læser den. For læse den, det skal du. Det er et must efter min mening.
Man behøver forøvrigt ikke kunne lide sci-fi for at kunne lide Illuminae. Jeg er bestemt ikke fan af sci-fi, men netop denne bog har åbnet mine øjne for at ikke alle sci-fi bøger er ens. Måske hjælper det at den også hører i young adult kategorien, hvem ved. alt jeg ved er at jeg er besat af bogen og jeg er så glad for at jeg tog springet og fik den læst :)
Du kan købe bogen på engelsk lige her eller her. Eller på dansk lige her.
Gemina:
I denne bog møder vi Hanna og Nik. De er beboere på en rum station kaldet Heimdall. Hanna er kaptajnens datter imens Nik er en del af en berygtet kriminel familie. De bliver kastet ud i en hæsblæsende aktion, hvor de må redde et rumskib, der er på vej imod stationen og de må redde selve stationen. Ja faktisk kæmper de for hele universet, som de husker det. Det er i hvert fald den fornemmelse jeg fik da jeg læste bogen.
Gemina er ikke ligeså hæsblæsende, som Illuminae, men den er stadig fantastisk. Den er bygget op på samme måde, som Illuminae, så den består af hemmelige filer, nedtællinger, osv.
Jeg vil klart anbefale jer at læse den, selvom den indtil videre kun er på engelsk. Du kan få den lige her eller her :)
Tak for review af bøgerne. De lyder spændende! Et af mine nytårsforsæt er faktisk at læse mere, så det kunne passende være, at disse bøger skulle have æren!
De burde klart få æren. De er simpelthen intet mindre end fantastiske!
Pingback: Året der gik anno 2017