Mariesen

Let’s get personal #4

Det her indlæg, var jeg meget i tvivl om jeg skulle skrive eller ej. Det er et indlæg, som kommer helt tæt på og fortæller i bund og grund hvordan jeg har det i skrivende stund – ærlighed og åbenhed. Javist, nogle vil nok skippe indlægget og det skal I da være velkomne til. Det her er min blog og jeg vil gerne forklare hvordan min situation er lige her og nu. Ikke alt er lyserøde roser og solskin, dog tvivler jeg på at folk egentlig ved hvordan jeg har det bag facaden. Mange af mine indlæg har været “fyld-indlæg”, da jeg ærligt talt ikke har energien til at skrive noget langt.

Hvis du følger mig på Twitter, ja så ved du nok hvordan jeg har det, men hvis ikke får du chancen nu.

Jeg skal trappes ud af Cymbalta og det er ikke en dans på roser. Det er et af de værste præparater at skulle trappe ud af. Jeg gik fra 120 mg til 90 mg og i starten var jeg plaget af svimmelhed, kvalme og så var jeg ør i hovedet. Efter en uges tid gik det over til tågesyn, mindre svimmelhed, influenza lignende symptomer og mine smerter i anklen tog til. Jeg fik i sidste uge hevet fat i min psykiater og fik en “akut” tid til torsdag i denne uge. Jeg fik slæbt mig selv af sted til indslusningsgruppen onsdag, for så at tage ind på Riget igen dagen efter.

Jeg lagde kortene på bordet overfor min psyk., da hun spurgte hvordan det gik. Det går ad helvedes til! Jeg er konstant træt, jeg har mistet lysten til at gøre ting, mistet appetitten, ja faktisk har jeg mistet lysten til at leve. Nu vil du sikkert tænke, jamen døden er jo ikke løsningen og nej det ved jeg sandelig godt, at den ikke er. Døden for mig er en fantasi om at få fred. Fred for smerter, både psykisk og fysisk, fred fra myldrende tanker, fred fra alt det, som plager mig. Livet kan gøre så ufatteligt ondt. Det at eksistere kan blive en kamp. Tænk dig at du er udmattet efter at have spist morgenmad, lyder det sjovt? Nej vel? Men ikke desto mindre er det sådan min hverdag er. Min mor sørger for at lave mad til mig, hun servere den for mig og ellers gør min far. Jeg får knapt nok slæbt mig hen til spisebordet før jeg ikke har nogle kræfter. Jeg er træt, træt af livet. Hvad er det for et liv, for en på 24? Konstante smerter, mistet livslyst? Svaret er enkelt, det er ikke noget liv. Det er en tom skal, en tomhed, som er svær at finde igen uden hjælp.

Min psykiater, blev virkelig bekymret, da jeg indrømmede alt dette. Da jeg fortalte hende om mine fantasier om døden, om selvmord. Jeg har planen, jeg ved hvad jeg ville gøre, hvor, osv., men der er noget, som holder mig tilbage – mine forældre. Min psykiater ville indlægge mig. Ville skærme mig for omverdenen, ville give mig den tid og ro jeg allermest har brug for. Jeg nægtede dog. Hvad skulle jeg dog lave på sådan en afdeling? Så tosset er jeg da heller ikke.. Eller er jeg?

Hun kaldte overlægen ind, som også snakkede om indlæggelse. De mente begge, at det var det jeg havde brug for. brug for at blive passet på, så jeg kunne passe på mig selv. Jeg nægtede igen. Min stolthed vil simpelthen ikke tillade mig at takke ja til tilbuddet. Andre har da mere brug for den hjælp, right? Eller har jeg netop ikke brug for den hjælp, når nu jeg fantasere om døden? Set udefra er den jo helt galt, men for mig er det jo bare “normalt”.

De var begge enige om, at hvis jeg ikke ville indlægges, så måtte jeg love højt og helligt, at jeg ville søge hjælp hvis jeg virkelig var ved at begå selvmord. jeg skulle være ærlig overfor mine forældre. Jeg skulle fortælle dem mine tanker og at de skulle passe på mig. Min psykiater er ung og overlægen fortalte mig, at de, som mennesker ikke ville kunne bærer at have vurderet forkert. De blev også enige om, at jeg skal blive på 90 mg Cymbalta, for nu, da selvmordstankerne kan skyldes ophørssymptomerne.

Jeg fik nogle benzodiazepiner (oxazepam 15 mg), som skulle kunne hjælpe med angsten og søvnen. Ja de virker fremragende til angsten, men søvn får jeg ikke meget af. Jeg vender og drejer mig og jeg tror på, at den manglende søvn er med til at drive mig ud på selvmordets rand. Jeg er ved at blive sindssyg! Det er intet under, at mangel på søvn bliver brugt, som tortur.

Jeg har en ny tid hos min psyk., på torsdag, men jeg kan ringe til hende på mandag og må ærligt indrømme, at det gør jeg nok. Kan ikke holde til det mere og de piller hjælper overhovedet ikke. Men nu må vi se om jeg får en bedre søvn i nat. Måske det kan hjælpe på det hele.

translate-button

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 Thoughts on “Let’s get personal #4

  1. Puhaaa.. jeg bliver tom for ord og så alligevel ikke helt, prøver mig frem.. nok mest fordi jeg forstår hvordan du har det, da jeg selv har været det igennem.. Det er virkelig en kamp og enormt skræmmende..

    Jeg har selv her i vinters haft en periode på 2-3 måneder, hvor jeg virkelig havde svært ved at sove, det driver virkelig en til vanvid og hvor har du ret, når du nævner tortur, for sådan føles det.. Dog kan jeg fortælle dig at det går over igen, kan bare ikke fortælle dig hvornår.. Hold ud..

    Det gør mig glad at du vil ringe til din psykolog mandag, håber i får en rigtig god snak..

    Sidst men bestemt ikke mindst, er jeg nød til at nævne at jeg selv har prøvet at være indlangt på psykiatisk hospital og selv om jeg havde lidt samme tanker om det som dig, ville jeg ikke i dag ha undværet det for noget i hele verden. Jeg var indlagt i 10 uger og det gav mig virkelige roen til at se livet lidt fra en anden synsvinkel. Det gav mig mod på at leve igen.. Hvis du en anden gang bliver tilbudet det, så lover jeg at det ikke er så skræmmende, som det kan virke udefra..

    Jeg tænker at der sikkert er en masse taste fejl osv, men jeg er lidt træt så håber det er okay at jeg ikke lige tjekker det hele efter for gramatik, fejl osv.. Håber du forstår hvad jeg mener..

    Kæmpe Kram og varme tanker herfra <3

    • Det er nemlig rigtig skræmmende. Det er frygteligt at skulle være bange for sig selv og sine tanker :/
      Hvis det da så “bare” var 2-3 måneder. Har ikke sovet en hel nat i flere år og det er den rene tortur. Har faktisk glemt hvad det vil sige at sove godt :o
      Det er nu min psykiater, men Medina/Madonna :P

      Ja, måske ville det være en meget god idé, at blive passet, så jeg kan passe mig selv. Det er bare tanken om ikke at være i stand til at passe på mig selv, som skræmmer mig og det såre min stolthed at skulle indrømme det.

      Tastefejl/manglende grammatik går nok, det er jo tanken, som tæller ♥

      • Hvis du evt vælger at tage en tur på psyk og evt blive indlagt, så er det jo fordi du vælger at det er det som skal til, for at du kan passe bedre på dig selv og få det bedre. Det er utrolig skræmmende men jeg kan love dig at det samtidig er en befrielse at være ærlig over for sig selv og be om hjælpen. Det er en kamp, men når jeg kigger tilbage er jeg personlig glad for at jeg tog kampen sammen med psyk og ikke alene, for så havde jeg nok ikke været her i dag.

        Kram <3

        • I know og har burg for den hjælp, men det vil skabe så meget kaos i mit liv og i mine forældres, da vi snart skal til Thailand og der er jo ikke nogen garanti for hvor lang tid jeg skal være indlagt :( Ved det er en dum tanke at ha’, men ikke desto mindre er den der og jeg magter ikke at misse turen til Thailand…

          Kram <3

  2. Tine on March 30, 2014 at 21:32 said:

    Kæreste Marie.
    Selvom det er trist læsning, tror jeg, det er godt for dig at få det skriblet ned og få sat ord på tankerne. Vi dykker indimellem – det gør alle mennesker – men vores dyk med vores sygdom kan være så meget værre. Inderst inde ved du, at du kommer op igen, men det kan være meget svært at forstå i øjeblikket. Synes, det er fornuftigt af dig at ringe ind på Riget i morgen og give dem en update samt drøfte medicin. For mig har Seroquel gjort forskellen. Uden den ville jeg ikke få sovet – og søvn er altafgørende for mig. Den holder mig fra at dykke så langt ned under vandoverfladen, at jeg stopper med at trække vejret. Lad mig vide, hvordan det går med dig. Vi ses på onsdag. Hæng i og husk nu at tage imod al den hjælp, du kan få, bl.a. fra dine forældre. Netværk og opbakning betyder ALT for os.
    Kæmpe kram til dig fra mig.

    • Kære Tine.
      Det hjalp enormt meget, at få skrevet tankerne ned. Det er en vægt, som bliver løftet fra ens skuldre og det er en lettelse. Ja vi dykker og det kan være helt uoverskueligt i situationen. Ved godt at jeg nok skal komme op igen, men det er bare så irriterende, når amn nu lige var kommet op fra en depression og kunne se lyset. Det er et dyk jeg gerne ville have være foruden, men sådan skulle det bare ikke være.

      Seroquel er jo det de fleste får, men det er desværre udelukket for mig pga. min størrelse, da de ikke vil byde mig mere vægtstigning. Jeg må bare holde hovedet højt og fortsætte med min lamotrigin, da den har virket. Tror ærligt talt, at det er udtrapningen af Cymbalta, som har gjort det og det mener lægerne jo også. Håber bare jeg snart kan komme ud af den medicin og fortsætte med den rette behandling.
      Kæmpe kram tilbage og vi ses onsdag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post Navigation