Mariesen

A New Beginning

drop-out

Kender I det, når noget man gør, ikke giver mening mere? Da jeg i august 2011 startede på Københavns Erhvervsakademi – Multimediedesigner, var det som en drøm. Jeg elskede det. Elskede min klasse, min gruppe, opgaverne, lektierne, osv. Jeg sluttede da også 1. semester af med en super eksamen og glædede mig til 2. semester. Jeg havde nemlig meldt mig på New York studieturen. Havde aldrig været der før. Alt gik da også fint, men det tog mig lang tid at finde en gruppe. Havde fået afslag fra et par grupper og jeg stod nu overfor den ydmygende situation, at jeg måtte spørge min lærer om hjælp. Det var et kæmpe knæk for mig og jeg havde allermest lyst til at græde. Jeg overhørte at 2 andre stod uden gruppe og vi blev så sat sammen. Det var en super gruppe og jeg havde da også en okay tur til New York.

Men så skete det første knæk, det år (2012). Min mor brækkede sin hofte. Der stod jeg, på hospitalet, med mine mors ting, angst og samtidig skulle jeg tage mig af alt det praktiske. Jeg brugte timer på hospitalet. Fik klemt et par skoledage ind, men kunne bare ikke holde tanken ud, om at min mor lå på hospitalet. Jeg savnede hende hvert sekund. Jeg sov dårligt. Jeg græd mig selv i søvn, stressede over skolen, den kommende opgave aflevering, osv. Jeg kæmpede mig igennem det hele, men hold nu op, hvor tog det mange kræfter. kræfter jeg ikke havde. Da jeg skulle den eksamen på 2. semester havde jeg fuldstændig tabt lysten til at studere og min karakter blev da også deraf. Jeg fik 4, men jeg bestod. Jeg holdt sommerferie med ro i sindet. Min mor var hjemme og rask og jeg havde bestået min frygtede eksamen.

Da vi så startede 3. semester, gik der ikke længe før alt gik ned af bakke igen. Min mor fik diagnosen – Mamma Cancer/Brystkræft. Jeg havde en veninde på besøg, fra New Zealand, da hun fik diagnosen og havde det ikke været for hende, var jeg nok brudt fuldstændig sammen. At ens kære får en kræftdiagnose er aldrig sjovt, men naivt nok, havde jeg jo troet at det ikke ville ske for mig. Hvordan kunne min mor ha’ kræft? Jeg forstod det ikke. Eller rettere, jeg ville ikke forstå det. Vi fik at vide at knuden var lille, men at de ikke vidste om det havde spredt sig. Det ville de først kunne fortælle os efter operationen. Det havde heldigvis ikke spredt sig til lymferne. Så selvom det var en slem diagnose, var det da et lyspunkt, men så kom efterbehandlingen. Lægerne havde i første omgang fortalt at min mor skulle have stråler 25 gange, men ingen kemo. Det holdt så bare ikke stik og min mor måtte gennemgå 6 kemoterapi-behandlinger. Hun mistede sit gode humør, sit hår og blev virkelig syg. Hun var træt hele tiden og det påvirkede mig så meget, at jeg tog sygeorlov fra studiet.

Jeg sendte en ansøgning om sygeorlov i oktober 2012 og kom til samtale med en af studievejlederne. Han rådede mig til at snakke med en forening, men fik aldrig gjort det. Han sagde god for at jeg bare skulle tage hjem og blive hjemme, indtil studiestart august 2013. Jeg gjorde, som han sagde, og tænkte da ikke mere over det. Da jeg så i januar 2013 tog til New Zealand, fik jeg et mærkeligt brev fra KEA. Jeg havde ikke bestået 3. semester eksamen og skulle derfor til re-eksamen i februar. Det gav jo ingen mening og jeg fik min mor til at ringe til skolen. De påstod så, at de aldrig havde fået min ansøgning og, at jeg derfor stadig stod, som aktiv studerende. Selv manden jeg havde snakket med face to face, påstod at han aldrig havde talt med mig. Min mor fik så heldigvis ordnet det hele. Ny lægeerklæring, ny ansøgning og jeg fik så endelig bevilget den sygeorlov.

Jeg fik så i juni måned et brev om “Velkommen tilbage efter sygeorlov” og jeg blev super glad, indtil jeg så at de ønskede mig velkommen på 4. semester. Og ikke nok med det, så stod der på side 2, at jeg havde brugt mit andet forsøg til eksamen på 3. semester, ved ikke at møde op. Gal jeg blev rasende. Hvordan kan man fucke så meget op? Burde en skole ikke have styr på deres ting? Jeg ringede til studievejlederen og han lovede at ordne det, men da jeg intet havde hørt i midt august, tog jeg sagen i egen hånd. Jeg ringede igen til studievejlederen, som nu ikke var MMD vejleder mere. Han gav mig nummeret til studieadministrationen og jeg fik i sidste ende flyttet mit navn til 3. semester. Nu kunne 26. august bare komme an. Jeg var parat til en ny start og til at give den en skalle igen, men sådan skulle det ikke gå. Da jeg mødte mandag morgen, var mit navn ikke på klasselisten. Læren kunne ikke hjælpe og der var ingen, som sagde “Godmorgen”, da jeg hilste på dem. Jeg fik elevator blikket og blev så ellers ignoreret. Det blev for meget for mig. Ja kald mig svag, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik hjem en time senere, grædende. Dagen efter meldte min mor mig ud og jeg gik ned på kommunen, for at søge om kontanthjælp. Ja det er ikke noget at være stolt af, men mit mentale helbred er første prioritet.

Min plan er så nu, at finde mig en psykiater, få den rette diagnose og så arbejde hen imod at komme ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

My long struggle with my studies and school. Wanna know the jist of it, then use Google translater.

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post Navigation